Den 1. juni 2017 købte Hornsyld Købmandsgaard A/S aktiemajoriteten i Nielsen & Smith A/S. Nu er de resterende aktier i Glostrup-virksomheden handlet, og Nielsen & Smith er således et 100 procent datterselskab af Hornsyld Købmandsgaard.

Kommerciel direktør Peter Frost Rasmussen udtaler:

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det er glædeligt, at vi har kunne finde en fælles løsning på det videre ejerskab af Nielsen & Smith A/S. Nielsen & Smith A/S har oplevet en god udvikling både på omsætning og indtjening og er i dag en velkonsolideret forretning. Hornsyld Købmandsgaards 100% ejerskab af Nielsen & Smith A/S giver et godt fundament for yderligere fokusering på at betjene landmændene på Sjælland, Lolland og Falster, som et konkurrencedygtigt alternativ til den øvrige grovvarebranche, siger han.

Administrerende direktør Christian Christensen udtaler:

- Vores køb af Familien Frost Rasmussens aktier i Nielsen & Smith er helt i tråd med den plan, vi i fællesskab lagde for godt 2,5 år siden. Vi glæder os over, at Peter Frost Rasmussen fortsat vil stå i spidsen for vores kornhandel. På kort sigt vil vores kunder ikke opleve ændringer, men senere på året vil vi samle al handel under ét. Hornsyld Købmandsgaard har som opgave at betjene dansk landbrug, og alle vores investeringer har til formål at styrke vores konkurrencekraft, siger han.