Harsø Maskiner A/S, der udvikler og fremstiller udstyr til gyllehåndtering, har netop offentliggjort sit regnskab for 2018-19. Det viser et rekordresultat på 9,48 millioner kroner før skat.

Det er 2,7 millioner kroner mere end i forrige regnskabsperiode.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Den øgede bundlinje er ifølge direktør og indehaver Harry Højvang Sørensen et resultat af både afkast og rationalisering.

Virksomheden blev for et par år siden udvidet med en lagerhal på 1.000 kvadratmeter og en montagehal på 1.300 kvadratmeter.

- Montagehallen har bidraget til, at vi har kunnet rationalisere produktionen og gøre den væsentligt større, siger Harry Højvang Sørensen.

Den 77-årige direktør kigger også fortrøstningsfuldt på fremtiden for den 50 år gamle virksomhed, der har formået at positionere sig på markedet med unikke og patenterede løsninger inden for gyllehåndtering.

Udsigt til mere vækst

- Der er selvfølgelig mange usikkerhedsfaktorer som for eksempel afrikansk svinepest og eksporten til det kinesiske marked, men et forsigtigt bud på fremtiden er, at vi da ikke regner med at lave underskud i næste regnskabsperiode.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Harry Højvang Sørensen noterer sig, at Tyskland er ved at stramme op for kravene til udbringning, og dette kan smitte positivt af på eksporten.

Samtidig er der vækst i biogassektoren, hvor Harsøs gyllepumper har en solid position.

- Men der er jo usikkerhedsfaktorer alle steder. Biogas-sektoren kan jo ikke eksistere uden tilskud, og dette er jo politisk bestemt, siger Harry Højvang Sørensen.

Mindre er usikkerheden hos direktøren dog ikke, end at han har en ansøgning liggende på bordet hos Varde Kommune om tilladelse til at bygge endnu en lagerhal på 2.000 kvadratmeter.