Agco ønsker forhandlingen af deres mærker Massey Ferguson, Fendt og Valtra samlet i specialiserede og større kompetencecentre for at matche kundernes stigende krav om dedikeret service- og salgsrådgivning, skriver Agco i en pressemeddelelse.

Der sker naturligvis ikke så store ændringer i distributionsnettet uden at Agco har været med på sidelinjen. Herfra er Christian Devantier, der er ansvarlig for Agco's distributionsstrategi og for forhandlerudvikling, meget tilfreds med aftalen mellem Hjallerup Maskinforretning, TBS Maskinpower og AgroTek.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det er et meget vigtigt skridt for udviklingen af såvel Massey Ferguson som Fendt og Valtra i Jylland, siger Christian Devantier.

- Og det er dejligt, når de involverede maskinforretninger kan forhandle sig frem til fornuftige løsninger, der tilmed sikrer muligheden for kontinuitet på mandskabssiden. Jeg ser positivt på fremtiden med det nye set-up, for det er tre seriøse firmaer, der tager hånd om vores tre mærker, siger Christian Devantier.

Fuld fokus på MF

Hjallerup-Maskinforretning vil sætte fuld fokus på kerneforretningen med Massey Ferguson.

Hos Hjallerup Maskinforretning ser adm. direktør Morten Bordvik frem til en fremtid med fokus på Massey Ferguson, redskaber og butiksaktiviteter.

- Hjallerup Maskinforretning har tradition for at favne bredt, men med tre traktormærker og utallige andre aktiviteter kan det være svært at dele sol og vind ligeligt. Ydermere har vi jo kendt Agco's strategi om opsplitning af mærkerne længe, og det har været et mærkeligt vadested at stå i. Nu har vi skabt klarhed internt og eksternt og kan koncentrere os om at udvikle Hjallerup Maskinforretning. Det ser jeg frem til, siger Morten Bordvik.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Hjallerup Maskinforretning satser på at udvikle alle deres afdelinger - Hjallerup, Støvring, Hjørring og Randers - til Massey Ferguson-centre med salgsrådgivning og service på specialistniveau, så alle områdets eksisterende og kommende Massey Ferguson kunder får optimale betingelser.

- Vi arbejder benhårdt på at opnå størst mulig kundetilfredshed, for det er det bedste fundament at bygge fremtiden på, siger Morten Bordvik.

Full-Line helt til Skagen

På Fendt-siden overtager TBS Maskinpower forhandlingen både i Himmerland og Vendsyssel fra Hjallerup Maskinforretning. Det vil i grove træk sige, at TBS Maskinpower nu får ansvaret for service og salg af Fendt Full-Line fra lidt syd for linjen mellem Kolding og Esbjerg og helt op til Skagen. Overtagelsen sker formelt senest pr. 1. marts 2020.

TBS Maskinpower forventer at fortælle mere om de fysiske rammer for aktiviteten, når de sidste brikker i dét puslespil falder på plads.

Mens administrerende direktør Jan Garder altså ikke vil løfte sløret for de fysiske rammer endnu, vil han gerne fortælle, at TBS håber på, at Hjallerups Fendt specialister flytter med Fendt.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det er utroligt vigtigt ikke at tabe kompetencer i situationer som denne. Hjallerup Maskinforretnings Fendt-team kender kunderne, kundernes maskinpark og selvfølgelig Fendt-teknologien, så de udgør en vigtig del af "egenkapitalen" i det nye set-up, for at bevare det høje serviceniveau i området, siger Jan Garder.

Valtra-distriktet overgår til AgroTek og der etableres salgs- og servicecenter i Vendsyssel.

I forbindelse med overtagelsen har de to firmaer aftalt, at Valtra-forhandlingen overgår til et nyt set-up. Det sker ved at AgroTek overtager forhandlingen af Valtra i Vendsyssel.

- Det er en rigtig god løsning for kunderne, mener Christian Devantier.

- Folkene fra AgroTek er Valtra-eksperter, hvilket sikrer kunderne maksimal opmærksomhed og kompetent service.

Artiklen fortsætter efter annoncen

For at sikre fortsat høj servicering af kunderne vil der blive etableret et salgscenter i Vendsyssel, og på samme adresse etableres der værkstedsfaciliteter til servicering af såvel Valtra og Fendt i samarbejde med TBS

- Etablering af servicefaciliteter i samarbejde med TBS er et stort fremskridt for os, siger direktør Niels Vestergaard fra AgroTek, hvilket vil sikre en forsat høj service til kunderne i området.