Af Jess Ulrik Verge, jev@fbg.dk

- Som landmænd er vi da fremtidsparate, og det har vi jo egentlig altid været. En ko giver i dag dobbelt så meget mælk som for 20 år siden, men koen kan jo aldrig blive klimaneutral. Det vi skal finde ud af er, hvordan vi får samlet emissionerne op, og derfor er udfordringen, at vi skal have noget mere viden.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Det sagde Hans Roust Thysen, der er klimachef hos SEGES, da han tidligere i dag talte til en udsolgt konference "Løsninger for Fremtiden" på Skarrildhus mellem Billund og Herning.

Konferencens 88 deltagere var mødt frem for at blive klogere på de udfordringer, som landbruget står over for nu og i fremtiden.

Klimaloven siger, at vores samfund skal reducere emissionerne med 70 procent i forhold til 1990 om bare ti år, og på længere sigt skal vi være klimaneutrale i 2050.

Vejen til målene kender vi ikke. Nye værktøjer og teknologier skal udvikles for at komme i mål. Men der skal også tænkes i nye baner.

Den smager som kød

Hans Roust Thysen nævnte, at "The Impossible Burger" jo er en realitet. Burgeren er uden kød, men smager af kød.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det er de røde blodlegemer, der får kød til at smage af kød. Disse er blevet dyrket uden mellemkomst af dyr. Resten er rent plantemateriale. Jeg har ikke selv smagt den, men én jeg kender siger, at den smager af kød og at den måske endda er endnu saftigere end rigtig kød.

Klimachefen strejfede derefter hen over de store indsatsområder og nye muligheder, der tegner sig forude i landbrugserhvervets bestræbelser på at bygge sig en mere miljø-rig og bæredygtig fremtid, hvor erhvervet samtidig skærper sin konkurrenceevne og eksistensberettigelse.

- De organogene jorde og handelsgødningen er store indsatsområder sammen med mælks klimaaftryk, hvor emissioner fra vommen er den store udfordring.

- På grise står metan for 16 procent. Den tror jeg vil kunne nedbringes med 40 procent, hvis indsatsen kombineres med biogas. Foderproduktionen er dog langt den største udleder, og den tegner sig for 70 procent.

Ammoniak og pyrolyse

Hans Roust Thysen nævnte desuden fremtidsmulighederne for at køre på ammoniak, og udnyttelse af halm og biomasse-rester til pyrolyse.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Fra salen blev der udtrykt ønsker om, at landbrugets konsulenter bliver mere behjælpelige med at få udviklet værktøjer, som landbruget kan bruge til at dokumentere den enkelte bedrifts klimaaftryk.

- Vi hører om mange virksomheder, der proklamerer, at de er klimaneutrale. Det er dem, der sætter dagsordenen i dag. Men mange landbrug leverer jo til biogasanlæg, anlægger minivådområder og udfører andre klimatiltag, men vi har ingen værktøjer, der kan give os goodwill og dokumentation for dette, lød et spørgsmål.

Hans Roust Thysen forsikrede, at der arbejdes på sagen - både politisk og fagligt.