Jeg sidder i hånden med en ny "udledningstilladelse for spildevand" fra et mindre rensningsanlæg i en af de store kommuner i Danmark.

Tilladelsen er givet i foråret 2018 og er godkendt efter alle love og paragraffer, og selv Miljøbeskyttelseslovens krav er opfyldt. Som moderne landmand, der gang på gang bliver stillet overfor nye miljøkrav, er det skræmmende læsning!

Artiklen fortsætter efter annoncen

Rensningsanlægget er efter udvidelsen godkendt til ca. 5700 personer. Det svarer til 1 promille af vores indbyggere i Danmark. Så hvis denne sag er repræsentativ for de over 600 andre anlæg i landet, skal du bare gange alle tal med 1000, så ser du, hvordan det ser ud for hele landet.

Tilladelsen er inkl. 19 tilladelser til "regnbetingede udledninger". Det lyder ikke af meget, tænker du nok. Så læs endelig videre. For det er skjult svineri. Det er altså 19 steder, hvor der udledes urenset spildevand med ud, når det regner. Men bag de 19 steder er der tilladelse til at "tømme tankene" op til 54 gange om året. EN GANG OM UGEN. Det giver samlet 704 gange for de 19 steder om året, hvor der må lukkes lort direkte ud i vandløbet. Med fuld tilladelse.

Dårlig undskyldning

"Regnbetingede" ? jamen, regner det da en gang om ugen? Åbenbart. Dårlig undskyldning for, at man ikke har styr på tingene. Og ingen myndighedskontrol. Og kommunen bestemmer selv, at der ikke er behov for VVM-vurdering af naturen. Det har vi dog aldrig selv fået lov at bestemme om det er nødvendigt i landbruget eller andre virksomheder!

Det er vel bare små portioner, tænker du så. Nej. Der er tilladelse til 114.000 m3 om året med et indhold på over 1100 kg kvælstof. Det svarer til, at 10 lastbiler lukker urenset spildevand ud i vandløbet om dagen. Hver dag. Og det er gratis for kommunen, fordi den slipper for at betale afgift af alt det, der lukkes direkte ud!

Som landmand ved jeg, at de 114.000 m3 er ca. den mængde, som over 200.000 slagtegrise "laver" af gylle på et år. Ud i vandløbet. Jeg ved godt, at grisegylle er mere koncentreret, men bare mængden skræmmer.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Alt sammen lukkes ud i et vandløb, der løber igennem et såkaldt Natura 2000- og fuglebeskyttelsesområde. Under tilladelsen står: "det vurderes, at det ansøgte, ikke vil beskadige eller ødelægge yngle- eller rasteområder for dyrearter væsentligt".

Læg mærke til ordet væsentligt. Dvs. at dyre- og plantelivet selvfølgelig påvirkes, og men når politikerne bestemmer sig for, at det ikke er væsentligt, så skidt med at dyrene, tager lidt skade.

Og i det pågældende område er der registret vandsalamander, dværg-, trold- og bredøret flagermus, grønbroget tudse, spidssnudet frø og springfrø i de pågældende områder! Lever disse dyr og planter mon bedst i rent vand eller urenset spildevand?

Og Miljøstyrelsen med miljøministeren i spidsen har lavet alle de retningslinjer for sådanne tilladelser. Ikke så mærkeligt, at der i vandområdeplanerne for 2015-2021 side 68 står: "Ud over fysiske forhold er spildevandsbelastningen en meget væsentlig årsag til, at vandløbene ikke har en god økologisk tilstand". Gad vide, hvor længe miljøministeren vil blive ved med at give tilladelse til den slags lemfældige omgang med naturen?

Sover I?

Tænk sig: Danmarks Naturfredningsforening (DN) er høringsberettiget i tilladelsen. Præsident Maria Gjerding Reumert: I har været med til at give sådan en tilladelse! Og alle de andre tilladelser! Sig mig, sover I hele bundtet? Når det gælder landbrugets brug af naturen, så larmer og råber DN hele tiden op om dit og dat for at score medlemmer og politisk opmærksomhed. Men når det gælder jeres eget lort og tis, er DN fuldstændig ligeglad med miljøet. I har godkendt, at dette miljøsvineri er udbredt i hele Danmark. Der findes altså over 600 rensningsanlæg i Danmark. Forstår ikke, at jeres medlemmer ikke kritiserer jer for at tillade alt dette.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Landbruget har ikke brug for godkendte udledninger til at lukke urenset lort ud i naturen - vi bruger jo gyllen som næring til de sunde fødevarer. Landmandsfamilier er jo "leverandør af cirkulær fødevareproduktion til folket".

Og hvorfor skriver jeg ikke, hvilken kommune og anlæg jeg sidder med tilladelsen fra i hånden? Fordi så vil de pågældende blive hængt unødigt ud, selvom de har fulgt alle de regler, de skulle. Og så ville alle de andre sætte sig tilbage og sige, at godt det ikke var os? Nu er det op til alle lige at se efter, om det også foregår sådan i jeres kommune. Til jeres skræk kan jeg sige: Det gør det nok.