Abonnementsartikel

Afgrødekommentar: Råolien rammer 70$/tønden på geopolitisk uro i Mellemøsten.

Råolien starter den nye uge, hvor den sluttede, med prisstigninger og har ramt over 70$/tønden, som konsekvens af en eskalering af forholdet mellem USA og Iran efter mordet på en af Den Islamiske Republiks mest magtfulde generaler. Råolien gik hårdt fra land med prisstigninger på 3procent, mens stigningerne her i morgentimerne er løjet lidt af og handler to procent højere, skriver Jyske Markets.

Det amerikanske udenrigsministerium har blandt andet advaret om en øget risiko for missilangreb nær militærbaser og energifaciliteter i Saudi-Arabien. Yderligere fik priserne et løft, da præsident Trump gentog trusler om gengældelse, hvis Iran gør modtræk og lovede tunge sanktioner mod Irak, hvis amerikanske tropper tvinges til at forlade OPEC's næststørste producent, hvilket man vel kan se ud til at blive en realitet. Olieprisen er nu højere end da Saudi Arabiske produktionsfaciliteter blev angrebet i september og bankede cirka fem procent af den globale produktion ud.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Uroen satte sig tungt i de finansielle markeder fredag, hvor investorer sælger ud af noget nær alle risikofyldte aktiver, lige på nær energisektoren, der er vinderen. En tendens vi forventer kan fortsætte lidt endnu. Uroen førte også tråde til afgrødemarkedet, der indledningsvist udviste små positive tendenser på de højere oliepriser, men senere overvejende blev trukket med lavere på den negative stemning. Dog klarede rapsfrøene skærene og lukkede i plus, efter at kunne lukrere på de højere oliepriser.

Rapsfrø

At rapsfrøene er et lyspunkt i et negativt marked bekræfter frøenes stærke momentum.

Den canadiske rapsvariant, canola, nyder gavn af det højere prisniveau, og tester igen et gentagende modstandsniveau. Udsigterne for palmeolien fortsætter i 2020 med at være positive, ifølge Sammenslutningen af palmeolieproducerende lande. Her forventes det, at den stigende pristrend meget vel kan fortsætte, da forbruget vil stige, som følge af faktorer omfattende øget produktion af biodiesel baseret på palmeolie, samt en lavere produktion.

De sydamerikanske vejrudsigter indikerer favorable vejrkonditioner, og for stort set hele Brasilien, er der udsigt til nedbør de kommende 6-8 dage, lige som også de argentinske vejrprognoser normaliserer sig henover januar.

Prognoserne meldes især gunstige for den blomstrende majs. Informa har estimeret den brasilianske sojaproduktion til 125,6 millioner tons og den argentinske til 54,0 millioner tons. De brasilianske estimater vil slå den tidligere produktionsrekord med fem millioner tons, hvis realiseret.