Herborg Maskinforretning har bestilt den første John Deere 8RX

2020 bliver året med mange traktornyheder i Danmark. Det skyldes primært at verdens største maskinudstilling, Agritechnica, blev afholdt i november, og her benyttede mange traktorproducenter lejligheden til at vise nye traktor-serier. Én af dem var John Deere, som både kunne vise nye 6M, 7R og 8R-serier.

Herborg Maskinforretning i det vestjyske kunne allerede inden jul vise den trinløse topmodel i den nye 8R-generation i forbindelse med det årlige åbent hus i Struer-afdelingen, og selv samme 8R-traktor kommer hjem som demo-traktor i løbet af sommeren 2020.

Foruden den nye 8R-generation, kunne John Deere også vise 8RT-modeller på Agritechnica, hvor de fire hjul er erstattet af to lange bælter. Men på Agritechnica præsenterede John Deere også den helt nyudviklet 8RX-serie, som med fire bælter skiller sig markant ud fra de øvrige traktorer på markedet.

- Vi synes virkelig, at dette koncept er spændende, og derfor har vi allerede bestilt den første hjem som demo-traktor til efteråret 2020, fortæller Martin Hjort Kongsgaard, medindehaver af Herborg Maskinforretning.

rich-media-1
Martin Hjort Kongsgaard er medindehaver af Herborg Maskinforretning og ser frem til at få den nye John Deere 8RX hjem som demo-traktor til efterårs-arbejdet. Foto: Morten Damsgaard.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

Klare de våde sæsoner

- Med sæson 2017 og 2019 i baghovedet som meget våde sæsoner, så vil 8RX-traktoren være ret attraktiv for mange bedrifter. Vi ser 8RX, som det ultimative match med det bedste fra 8R-serien med den drejebare foraksel, samt med bælter, som kendes fra bæltetraktoren i RT-serien.

Demo-traktoren vil være den stærkeste model med trinløs transmission i form af 8RX370, som yder 370 nomielle hestekræfter og 400 hestekræfter med boost. 8RX-serien leveres også med e23 powershift-transmission, og topmodellen 8RX410 yder nominelt 400 hestekræfter og 450 hestekræfter med boost.

- Men da vi tror, at RX-serien kan være ret attraktiv for blandt andet kartoffelproducenter, som benytter sig af meget PTO-arbejde, har vi valgt at satse på den trinløse udgave, fortæller Martin Hjort Kongsgaard.

Han nævner også, at de fire bælter giver en helt anden skånsom kørsel for marken, som ikke kun er relevant de bløde og våde år.

rich-media-2
Topmodellen hedder 8RX410 og yder 450 maksimale hestekræfter, men leveres udelukkende med powershift-transmissionen E23. 8RX370 yder maksimalt 400 hestekræfter med boost, og den leveres med trinløs transmission. Foto: Morten Damsgaard.