I sommer opstod der uklarhed om reglerne for aflivning af dyr på marken, da Fødevarestyrelsen udsendte en indskærpelse af reglerne for nødslagtning. I indskærpelsen hed det, at det kun er nødlidende dyr og dyr, der er for vilde til at kunne blive transporteret levende til et slagteri, som må aflives efter reglerne om nødslagtning.

Reglerne om nødslagtning blev dog også brugt til slagtning af andre dyr alene ud fra ønsket om at ville skåne dyrene for at blive transporteret levende til slagteriet. Men med indskærpelsen fra Fødevarestyrelsen blev det uklart, om dette fortsat ville være lovligt.

Artiklen fortsætter efter annoncen

I september kom der en meddelelse om, at Fødevarestyrelsen ville arbejde for, at slagtehuse kan udvide deres autorisation som slagteri. Det vil sige, at slagtehuse skal kunne opnå tilladelse til at modtage dyr, der er aflivet og afblødt på marken.

Fødevarestyrelsen forventede at have disse nye regler på plads inden årsskiftet. Indtil da kunne aflivning på marken fortsætte som tidligere.

Nye regler på plads

Nu er de nye regler plads. De kan læses på Fødevarestyrelsens hjemmeside i afsnittet Gårdslagtning - en ny mulighed.

De nye regler siger, at et autoriseret slagteri kan stå for at slagte dyr fra besætningen på den pågældende gård.

Slagtningen vil således foregå under slagteriets autorisation, og alle aktiviteter knyttet til den er slagteriets ansvar. Slagteriet skal blandt andet sikre sig, at der på bedriften er mulighed for, at Fødevarestyrelsen kan foretage AM-kontrol af de relevante dyr, og at der på bedriften er mulighed for hygiejnisk håndtering af dyrene i forbindelse med bedøvelse og afblødning. Dette kan ske ved, at der er et passende område - for eksempel en indhegning - eller ved at der er et mobilt alternativ.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Landmanden og slagteriet kan aftale de praktiske detaljer som for eksempel udførelse, ansvarsfordeling og økonomi.