Scan-Roeteknik i Sorø er ny servicepartner Vervaet roemaskiner.

Hollandske Vervaet har været aktiv i Danmark i flere år, og der kører efterhånden en del 3- og 5-hjulede selvkørende gyllenedfældere og roeoptagere rundt om i landet. Der er sågar en selvkørende pendlervogn i drift, skriver Valtec i en pressemeddelelse.

Salgsarbejdet er opdelt alt efter produkttype. Valtec fra Kolding-egnen sørger for salg og service af gyllemaskinerne, og Vervaet selv forestår salget af roemaskinerne, mens de har en dansk servicepartner til den del. Ifølge produktekspert Steen Lerche Hansen fra Valtec fungerer delingen godt.

- Vi tager os af gyllegrejet, som har et større og bredere publikum end roemaskiner i hele Danmark. Vi har vores egen demomaskine og kører maskindemonstrationer i hele landet, ligesom vores egne servicespecialister når langt omkring, siger Steen Lerche Hansen.

Service i Danmark

Steen Lerche Hansenfortæller, at firmaet lige nu servicerer 12 Vervaet-maskiner i Danmark og Norge. På roesiden er det som nævnt Vervaet selv, der sælger, mens Scan-Roeteknik fra Sorø ved Jan Poulsen er ny servicepartner.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

Vervaet-produkterne er altså godt dækket ind med lokal dansk service og reservedelsforsyning. Af samme grund er Steen Lerche Hansen fortørnet over, at man på det seneste har kunnet læse det omvendte i et af landbrugsmedierne. - Det er altså mange år siden, Vervaet ikke havde service i Danmark. Først stod Gøma for servicen, og da de valgte at satse på egen fabrikation af gyllevogne, tog vi fra Valtec over og har siden investeret massivt i både reservedele, uddannelse af serviceeksperter og en 5-hjulet demomaskine, så det danske marked har været dækket godt af i flere år, siger han.

Skånsom kørsel

En af de kunder, der bruger Valtec som servicepartner er Hans Tobiasen fra Ribe-kanten. Hans maskinstation har kørt med en selvkørende Vervaet i flere år, for områdets bønder sætter pris på maskinens skånsomme kørsel på deres græsmarker og den til tider meget vanskelige jord i området.

- Vi er meget tilfredse med den service, vi får fra Valtec, uanset om det er i marken, eller hvis vi selv henter en "stump" på lageret i Kolding. Og her til vinterklargøringen har de været her en dags tid og arbejdet sammen med vores egne folk. Det spillede bare, siger Hans Tobiasen.