Snart behøver landmanden ikke nær så mange hektar efterafgrøder, hvis han vælger at erstatte dem med tidligt sået hvede, byg eller rug, skriver Landbrugsstyrelsen i en pressemeddelelse. Hvor man tidligere har skulle så fire hektar med de såkaldte tidligt sået vinterafgrøder for at opnå, hvad der svarer til en hektar af efterafgrøderne, kan landmanden fremover nøjes med at så to hektar. Det skal give landmanden mere frihed til selv at vælge, hvilke afgrøder der skal opsamle kvælstof på markerne.

- Ved at ændre omregningsfaktoren gør vi alternativet tidlig såning meget mere attraktivt. Det er noget, erhvervet har ønsket i flere år. Aarhus Universitet har nu beregnet, at vi kan give landmændene en bedre valuta, hvis de vil erstatte efterafgrøderne med for eksempel tidligt sået rug eller hvede, uden at det påvirker miljøet negativt. Med den ændrede omregningsfaktor får landmændene bedre muligheder for at opfylde sit efterafgrødekrav, siger vicedirektør i Landbrugsstyrelsen Louise Piester.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Aarhus Universitet har beregnet den omregningsfaktor, som viser, hvor mange hektar vinterafgrøder, der skal sås tidligt for at opnå samme miljøeffekt som en hektar efterafgrøder. De har vurderet, at omregningsfaktoren kan ændres fra 4:1 til 2:1, hvis man samtidig foretager en opjustering af efterafgrødekravet i den pligtige efterafgrødeordning.

Ændringerne træder i kraft fra den kommende planperiode 2020/2021. Det forventes, at ændringer allerede er tilgængelig for landbrugerne den 3. februar 2020, når Landbrugsstyrelsen åbner skemaet for Gødningskvote og efterafgrøder. Tidligt sået vinterafgrøder skal være sået senest den 7. september, hvor almindelige vinterafgrøder typisk bliver sået sidst i september alt efter vejret, skriver Landbrugsstyrelsen i pressemeddelelsen.

På grund af ændring af omregningsfaktoren for tidlig sået vinterafgrøder, bliver plantedækkebekendtgørelsen sendt i ekstern høring igen snarest med en kort høringsfrist.