Scantruck har føjet ikke færre end tre nye maskinfirmaer til kæden af forhandlere af Manitou-minilæssemaskiner. Både Lolland-Falster og Fyn er kommet med på importørens danmarkskort over forhandlere, og et i forvejen ganske tæt net af forhandlere i Jylland er blevet udbygget med en mere, skriver Scantruck i en pressemeddelelse.
Falster-virksomheden FMR Maskiner i Nykøbing tager sig fremover af salg og service af de mindste Manitou-læssere på Lolland og Falster.
- Tidligere har vi primært henvendt os til landbrugskunder, men for et års tid siden tog vi andre maskiner ind for også at henvende os til entreprenørkunder. Nu har vi så fået Manitou-læssemaskiner, som vi naturligvis kendte udmærket i forvejen. Manitou-minilæsserne er jo ikke mere ensrettede, end at de henvender sig til begge segmenter, siger sælger Per Hansen hos FMR Maskiner.
Nykøbing-virksomheden er med fem servicevogne klar til både at sælge og servicere minilæsserne såvel på Lolland og Falster som i det sydøstlige Sjælland. FMR Maskiner er etableret i 1993, men i virkeligheden rækker historien helt tilbage til 1960'erne. Dengang som en del af DLAM - Dansk Landbrugs Andels Maskinindkøb.
Sjette generation på Fyn
KSM Maskinservice i Kissendrup ved Ullerslev mellem Nyborg og Kerteminde er blevet Scantrucks første forhandler på Fyn. Selv om det blot er fem år siden, Frederik Bergholdt blev færdiguddannet som entreprenørmaskinmekaniker og tog tøjlerne, har firmaet langt over 100 år på bagen. Et gammelt billede fra 1911 viser, at der bygges nyt, efter at den gamle Kissendrup Smedie var raget ned.
Frederik Bergholdt er sjette generation hos KSM - Kissendrup Smedie og Maskinforretning. I det daglige har han selskab af femte generation, hans far Henrik Bergholdt, og i alt er ni mand i sving i firmaet.
- Kontakten til Scantruck om Manitou-minilæssere opstod i forbindelse med, at vi i forvejen har et godt samarbejde om blandt andet servicering af maskiner på Lindø-værftet. Vi har ikke haft minilæssere i vores salgsprogram tidligere, men kender naturligvis Manitou. Vi har lavet service på rigtig mange maskiner, men ikke tidligere solgt dem. Det kommer vi til nu, forudser Frederik Bergholdt.
Den nye fynske forhandler er også klar med service til maskinerne uden for matriklen på Skovgyden i Ullerslev. Firmaet har fire bemandede servicevogne.
Import fra Polen, Belgien og Skive
I Farsø i Vesthimmerland falder den nye forhandleraftale med Scantruck lidt uden for normen. Den er faktisk den eneste forhandling, Danatek A/S har. Øvrige maskiner, der sendes ud fra virksomheden på Svingelbjergvej, har Danatek nemlig selv import af.
- Det handler mest om maskinmærker til landbruget, som vi har import af fra producenter i Polen og en enkelt i Belgien. Nu kan vi så sige, at vi også har import fra Skive, konstaterer Danatek-indehaver Michael Jensen.
Danatak er på ingen måde ny med minilæssere. Firmaet har tidligere haft forhandling af et andet mærke, som imidlertid aldrig rigtig kom til at slå an hos kunderne.
- Da Scantruck for nogle år siden fik import og forhandling af Mustang-minilæssere, gik salget af vores mærke i stå. Siden er Mustang jo blevet til Manitou. Samme maskiner, men bare med nyt navn og farve. Og da nogle af vores kunder begyndte at spørge på gode minilæssere, kontaktede jeg Scantruck for at høre om muligheden for at blive forhandler. Det har vi heldigvis fundet ud af, og jeg er meget optimistisk med hensyn til både salg og service, siger Michael Jensen i pressemeddelelsen fra Scantruck.
Danatek blev grundlagt i 2006. Dengang i Haverslev. I 2008 rykkede virksomheden en snes kilometer mod vest til Farsø, hvor der nu også er både salg og service af Manitou-minilæssere.
Populært mærke
Hos Scantruck tager distriktschef Carsten Frederiksen den store interesse for at forhandle de røde minilæssere som udtryk for, at Manitou er et populært mærke hos såvel landbrugs- som entreprenør-kunder.
- Nogle forhandlere har jo tidligere haft minilæssere af andre mærker, men har ønsket at sælge og servicere Manitou i stedet. Vi kan da også konstatere, at kunderne har taget rigtig fint imod skiftet fra gule Mustang-læssere til røde Manitou-maskiner. Forskellen er jo også ens, om man så kan sige. Manitou ejede Mustang-mærket og besluttede bare at lade maskinerne hedde Manitou i stedet. Så farven er en anden, og der er kommet andre modelnumre. Maskinerne produceres fortsat på samme fabrik i USA og er de samme som tidligere, forklarer Carsten Frederiksen.
Med de tre nye har Scantruck nu 13 forhandlere af Manitou-minilæssere rundt om i landet.