Dyrenes Venner har altid haft et fint og konstruktivt samarbejde med Landbrug & Fødevarer. Vi er bestemt ikke enige om alting, men begge parter har indset, at dyrene kun opnår forbedringer af velfærden, hvis vi er i dialog og ikke bare skælder ud på hinanden. Vi samarbejder for eksempel om det statskontrollerede Dyrevelfærdsmærke, og også når det gælder ministerens handlingsplan for svin, forsøger vi at nærme os hinanden.
Dyrenes Venner tager stærkt afstand fra ikke lovlige demonstrationer mod landmændene, når for eksempel svenske aktivister trænger ind i svinestalde for at fotografere, eller når danske aktivister kravler op i private siloer med slogans imod landmændene.
Men som sagt er der alligevel mange forhold, som jeg som formand for Dyrenes Venner ikke kan forstå, og der er specielt to områder, som jeg gerne vil nævne her - også fordi det ene område blev omtalt i Maskinbladet for få dage siden.
Lang transport
Hvorfor i alverden skal vi årligt eksportere cirka 10 millioner smågrise til Tyskland, Polen og andre lande, hvor dyrevelfærden måske ikke er på samme niveau som herhjemme? Hvorfor skal så mange dyr udsættes for en lang og besværlig transport, når smågrisene sagtens kunne blive opfedet i Danmark, og når der herhjemme både er slagtekapacitet og mennesker, som gerne vil i job som slagteriarbejder? Svaret er ussel mammon. Udlandet betaler lidt mere, og så er alt for mange danske landmænd klar ved udbetalingsskranken. Stop denne eksport netop nu, hvor økonomien hos svinebønder er i top pga. svinepest i Asien.
Store kuld
Det andet kritisable forhold er avl mod større kuld af pattegrise. Så godt som alle grisens dårligdomme kan tilbageføres på det afsindigt høje antal pattegrise, som en so i dag skal føde. En gennemsnitlig so får 2,3 kuld pr. år, som betyder, at den får 43 pattegrise om året inklusiv de dødfødte. Det et simpelthen uetisk, at en mor skal nedslides ved at føde flere unger, end hun selv kan passe. Og det betyder blandt andet, at der hver dag dør 23.000 pattegrise - ja, jeg sagde hver dag. Herudover kommer en alt for stor so-dødelighed. Nej, lad avlskriteriet være en kuldstørrelse, som kan relateres til antallet af soens patter (12-14).
