Slagtekalve med lavere foderforbrug, mindre udledning af metan og velsmagende bøffer var i fokus, da Seges og en række partnere forleden præsenterede et forsøg, der skal udvikle en klimavenlig og bæredygtig slagtekalv.

Klimaet var i fokus på en af slagtekalveproducent Lars Thinggaard Larsens fire ejendomme ved Randers forleden. Her præsenterede Seges og en række samarbejdspartnere nemlig det fireårige forsøg FutureBeefCross. Projektet, der begyndte i foråret, sigter efter at udvikle en slagtekalv med et lavt klimaaftryk takket være lav metanudledning, høj fodereffektivitet og kød, der giver velsmagende bøffer.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Hvordan det skal ske, hørte næsten 100 mælke- og slagtekalveproducenter efter at være blevet budt velkommen af Lars Thinggaard Larsen og afdelingsleder Trine Barrett, Husdyrinnovation, Seges.

- Der er masser af debat om landbrugets klimaaftryk. Vi landmænd er nødt til at give et bidrag for at se, om vi kan flytte noget. Derfor sagde jeg ja til at være med i FutureBeefCross. Og så er det bl.a. spændende, at jeg gennem målingerne af kalvene får præcise tal for, hvornår og hvor meget foder de æder hen over døgnet, sagde Lars Thinggaard Larsen.

rich-media-2
Konsulent Rasmus Stephansen, Seges, forklarede, hvordan målingerne af slagtekalvenes foderoptag og metanudledning foregår. Foto: Henrik Lomholt Rasmussen.

Store datamængder

Han får viden om foderforbruget, når hans kalve æder af foderkasser med øremærkeaflæser, vægt en sniffer, som registrerer kalvenes udledning af metan.

- I alt får vi 12 millioner registreringer af metan om måneden. Det kan give os et godt billede af hver enkelt kalvs udledning af metan, sagde teknisk ansvarlig Bent Dueholm, Allflex.

Den store mængde af data skal bruges til - gennem avl og genteknologi - at finde de kødkvægstyre, som kan give kalve med høj fodereffektivitet, lav produktion af metan og velsmagende kød.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Blandt staldgæsterne var økologisk mælkeproducent Lars Jørgensen. Han ser spændende perspektiver i FutureBeefCross, men mener, at landbruget længe har arbejdet med at sænke klimaaftrykket.

- Vi går jo for eksempel altid efter at reducere foderforbruget og at få en fremgang i produktionen. Begge dele er klimavenlige, men vi har bare ikke talt om det på den måde før Men selvfølgelig skal den historie fortælles, og selvfølgelig skal vi være endnu mere opmærksomme på klimaet, sagde Lars Jørgensen.

En af hans kolleger, Morten Hansen, var enig og kaldte det interessant at se nærmere, hvilke racer der skal bruges til kødkvægskrydsninger fremover.

- Vi ved, at blåhvid fungerer, men der er også dilemmaer med den, som for eksemepel angus og charolais måske viser sig ikke at have, påpegede mælkeproducent Morten Hansen fra Vrå.

På en af standene i Lars Thinggaard Larsens stald fortalte lektor Margrethe Therkildsen, Institut for Fødevarer, Aarhus Universitet, hvordan man blamdt amdet med måling af den intramuskulære fedtmængde vil afgøre kalvekødets spisekvalitet. Det fangede blandt andet slagtekalveproducent Erling Førbech.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det har vi haft alt for lidt fokus på. Og hvis folk vil spise mindre bøffer og betale mere for en højere kvalitet, vil vi alle være glade, konstaterede han.

Klimamærke

Hvor meget kødkvægssæd man som mælkeproducent skal bruge i sin besætning, forklarede konsulent Ruth Davison fra SimHerd, mens afdelingsleder Ejvind Kviesgaard, Danish Crown Beef, blandt andet understregede nødvendigheden af at rykke på klimaområdet.

- Dansk Kalv har det laveste klimaaftryk i kødkvægssektoren, men vi skal længere ned for at vise omverdenen, at vi gør noget på området. Derfor arbejder vi i Danish Crown på at indføre en klimamærkning af Dansk Kalv-produkter i 2020. Hvad forbrugerne vil sige til det, ved vi ikke, men forhåbentlig bliver der noget på bundlinjen til jer, sagde Ejvind Kviesgaard og tilføjede:

- Flere af de klimavenlige tiltag, man kan lave, gavner indtjeningen.

Hos Seges glædede Rasmus Stephansen, konsulent, Husdyrinnovation, sig over det store fremmøde i Lars Thinggaard Larsens stald.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Der var mange spørgsmål og stor interesse for FutureBeefCross. Det er et af de mange projekter, vi i Seges arbejder med for at nå landbrugets ambition om at være klimaneutral i 2050. Samtidig kan forsøget være med til at give dansk avl en endnu højere på verdensranglisten, sagde Rasmus Stephansen.