Siden 2006 er der hvert år afviklet MidtWest Farmshow i Skive. Men der er ingen garanti for, at den 14 år gamle tradition fortsætter.
Det skriver Skive Folkeblad, som har snakket med formanden Kirsten Weidmann, som fortæller, at man mangler frivillige til at hjælpe.
- Lige nu er der flere store udfordringer, der skal løses, for at dyrskuet skal kunne overleve. Mangel på frivillige kan give dødsstødet, fortæller hun til Skive Folkeblad.
Uden fem til seks frivillige mere til planlægning og cirka 20 frivillige ekstra til selve afviklingen, kan dyrskuet ikke gennemføres. Så må de få, der er tilbage i styregruppen, desværre kaste håndklædet i ringen, fastslår formanden.