Foreløbig er den nye traktor fra Massey Ferguson hvid og ligner noget fra fremtidens landbrugsspil.

Men bag facaden gemmer der sig noget af det, som, ingeniørerne hos Massey Ferguson vurderer, bliver hverdagen i morgendagens landbrugstraktor. Eksempelvis er traktoren uden rat, og den kontrolleres i stedet fra et par joysticks.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Sidespejlene er erstattet af kameraer, og instrumentpanelet er noget, der bliver integreret i forruden.

Med MF Next-konceptet præsenterer Massey Ferguson et dynamisk fremtids-design.

- Det er et koncept, der rummer Massey Fergusons DNA og vores vision om at gøre traktorteknologi tilgængelig, nem at bruge og overkommelig for de fleste landmænd i hele verden, sagde Thierry Lhotte, administrerende direktør for Massey Ferguson Europa & Mellemøsten, ved præsentationen af Next.

Førerløs

I konceptet Next indgår der også, at traktorer i fremtiden både på landevejen og i marken kommet til at køre enten helt eller delvist uden fører. Teknologier som vi kender i dag med GPS, kameraer og sensorer, forventer Massey Ferguson udbygget, så traktoren kommer til at levere digital information i real time til eksempelvis forhandlerens diagnosesystem, og til landmandens managementsystem.

Med dæktryksregulering

På fremtidstraktoren fra Massey Ferguson blev der også vist en nyhed fra et par eksterne producenter.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Dæktryksreguleringen på den nye traktor havde benævnelsen CTIS+, og det er et nyt reguleringssystem, der på Agritechnica har fået en sølvmedalje. Systemet er et integreret system, der er udviklet og produceret af Trelleborg og Dana.

Introduceres i fremtiden

På pressemødet blev der spurgt ind til, hvornår de første modeller fra den nye Massey Ferguson-generation er klar til levering. Det havde den administrerende direktør for Massey Ferguson ikke et bud på, men det havde Martin Richenhagen, der er øverste chef for Agco-koncernen, som ejer blandt andet Massey Ferguson, Valtra og Fendt.

- Folkene hos Massey Ferguson har gjort et fremragende job, men vi mangler lige de sidste detaljer, og derfor bliver det ikke i morgen og nok heller ikke i næste uge eller måned. Men vi har en klar strategi, og den vil I se foldet ud i de kommende år, lød det optimistisk fra Martin Richenhagen.