Under dette års Delegeretmøde for Landbrug & Fødevarer satte formanden, Martin Merrild, blandt andet fokus på generationsskifte i sin beretning. Her fik regeringen hug for beslutningen om at hæve bo- og gaveafgiften.
- Regeringens beslutning om at hæve bo- og gaveafgiften er gift for de familier, der vil gøre alt for at sikre, at virksomheden føres videre til næste generation. Et af de store problemer for specielt de unge landmænd er gældsbyrden. Og bo- og gaveafgiften kan kun betales ved, at de unge stifter mere gæld, sagde Martin Merrild, og fortsatte:
- Vi har sammen med mange andre forsøgt at råbe regeringen op, men regeringen vil ikke rokkes. Vi beder ikke om andet end hjælp til selvhjælp. Vi beder om at få lov til at beholde nogle af de penge, der er investeret i virksomheden. Vi beder om bedre vilkår for sælger-pantebreve. Bedre adgang til succession. Og en garanti for, at vi ikke bliver dobbelt ramt med markante stigninger i ejendomsvurderingerne, når de engang kommer.
Formanden opfordrede derefter til at stå sammen om at give næste generation mulighed for at blive selvstændige landmænd.
- Så garanterer jeg, at de vil udvikle og investere og dermed give et stort bidrag til samfundet, sagde Martin Merrild.