Dagens afgrødekommentar fra Jyske Markets: Soja/handelsaftale: Fra den ene grøft til den anden grøft. Meget tyder nu på, at handelsklimaet mellem USA og Kina er i bedring og forventningerne til et topmøde mellem Trump og Xi Jinping øget gradvist. Selvom intet er officielt forlyder det, at Xi Jinping er klart indstillet på et møde i USA med henblik på at underskrive 'fase 1' handelsaftalen. Samtidig forlød det i går, at USA overvejer at droppe den ene toldforhøjelse fra 10% til 15% på 112 milliarder dollar kinesiske varer, der trådte i kraft d. 1. september. Godkendelse af handelsaftalens fase 1 vurderes for en stor dels vedkommende at være priset ind i markedet, hvilket kommer til udtryk i præmierne mellem amerikanske og brasilianske bønner, der ikke længere er signifikante og stort set udlignet. Det giver en begrænset opside for de amerikanske sojabønner, da aftalen ikke favoriserer amerikanske bønner over brasilianske, men blot ligestiller dem på markedsvilkår. Vi skal derfor heller ikke ret langt hen i det nye kalenderår, før nye sydamerikanske bønner rammer markedet, og hvor en god høst kan presse de amerikanske noteringer lavere. Med mindre et sydamerikansk vejrmarked indtræffer, ser yderligere stigninger til sojabønner og skrå svært ud på den korte bane. Sojabønnerne lukkede i går stort set uændret, mens skrå nærmer sig sit gamle handelsinterval under 300$.
Raps/veg.olie: Dagens højdespringer i sojakomplekset blev sojaolien, der lukkede 2,7% højere på ryggen af den positive stemning i det vegetabilske oliemarked, hvor palmeolien steg små tre procent. Den positive stemning for palmeolien forsætter i dagens handel, hvor den aktuelt handler 1,3% højere. Rapsfrøene deltog i festen og lukkede en procent højere. Forfald af november kontrakten i rapsfrø gav i sidste uge graf-teknisk et lille fald, da november terminen handlede med en præmie til februar terminen. Men med gårsdagens stigning har rapsfrøene igen kurs mod at teste modstanden i underkanten af 390?. Med til at understøtte rapsfrøene er også stigende pessimisme om størrelsen på næste års produktion, hvor tørt vejr hæmmer tilsåningen og reducerer rapsarealerne. "Den europæiske rapsfrøproduktion ventes kun delvist at komme sig i 20/21. Med mindre vejret virkeligt samarbejder fra nu til høst, rammer den europæiske rapsproduktion kun lige 19 millioner tons" skriver Strategie Grains i deres månedsrapport. Selvom det er en stigning på et par millioner tons fra denne sæson, er det stadig under 5-årsgennemsnittet på 21,9 millioner tons. Mens støttepartier til regeringen i Danmark har foreslået at bevæge sig væk fra produktion af 1. generation biobrændstof, der baserer sig på vegetabilsk olie, så venter Strategie Grains ikke, at det er et gennemgående tema i Europa. De forventer derimod en stigning i forbruget af rapsolie til biodiesel, og for at opfylde efterspørgslen, vil der også næste sæson være udsigt til, at EU har behov for at importere store mængder frø. Kombineret med stigende oliepriser, der er med til at forbedre konkurrenceevnen på biodiesel, bør det være med til at understøtte priserne på rapsfrø frem til foråret 2020, hvor tilsåningen starter i Canada og Australien. Vi forbliver positive på rapsfrøene og anbefaler at afvente salg.