- Det har i landbrugsmedierne været fremstillet som om, Danish Crown ikke bakker op om en øget produktion af okse- og kalvekød i Danmark. Det er ikke tilfældet. Tværtimod er Danish Crown klar til gå op i slagtning i både Holsted og Aalborg.
Det siger Danish Crown Beefs CEO Finn Klostermann. Han fortsætter:
- Vi kommer næppe til at se prisstigninger i det tempo, som vi har set på grisekød i år, men jeg tror på, vi har nået bunden og vil se stigende priser det kommende år. Derfor forbereder vi os også på at kunne slagte flere dyr, for det kan vi hurtigt få brug for med de ting, der sker i markedet lige nu, siger Finn Klostermann.
Kina skaber optimisme
I følge direktøren er det særligt udsigten til at blive godkendt til eksport til Kina, der giver grobund for optimisme. Han siger, at det fortsat er uklart, hvornår den endelige godkendelse falder på plads, men at Danish Crown vil være klar til at sende varer afsted, i det øjeblik den kommer.
- Vi har den fordel, at Danish Crown og vores salgsselskab ESS-Food allerede har været i Kina i mange år, så vi har folk, der kender markedet og ikke mindst kunderne. Kina tillader import af kød fra dyr under 30 måneder, så det kan meget vel skabe et helt nyt grundlag for opfedning af kalve og ungtyre.
- Samtidig står Kina med et enormt importbehov, hvilket bør betyde, at vi relativt hurtigt kan få gang i salget, siger Finn Klostermann.
Prisen på huder stiger
Sideløbende ser det ud til, at priserne på huderne er begyndt at stige, og den danske detailhandel øger efterspørgslen på dansk kød.
- Vi kommer ikke udenom, at der er tydelige tegn på, at forbrugerne i Danmark nu og i fremtiden ønsker at spise lidt mindre kød generelt, men samtidig vil de spise kød af en højere kvalitet, og det kan vi levere.
- Derfor behøver de tendenser, vi ser i øjeblikket, ikke betyde, at de danske forbrugere spiser mindre dansk kød. Vi er langt fremme på bæredygtighed, og det skal vi forstå at italesætte, så forbrugerne køber dansk kvalitetskød, når de køber oksekød, siger Finn Klostermann, der forventer at lancere flere nye initiativer i det kommende år.