Abonnementsartikel
Et fromt ønske fra en midtjysk landmand om at få roer tilbage i sin foderplan har udviklet sig.
Et fromt ønske fra en midtjysk landmand om at få roer tilbage i sin foderplan til malkekøerne har udviklet sig til et storstilet projekt, hvori parterne arbejder ud fra spørgsmålet, om der er fremtid i en decentral produktion af ethanol, biogas og foder ud fra roer.
Det fortalte Karl Martin Schelde, projektleder ved CBMI, på CBMIs seminar om optimering af råvarer til biogas.
Den iderige landmand er Henry Kuhr, som Maskinbladet besøgte, da tankerne om at kombinere produktionen af bioethanol og et proteinrigt foderprodukt havde formet sig, og han havde fået kontakt til CBMI. Han driver sammen med sine sønner Kuhr-Hedegaard I/S ved Rødkjærsbro.
Nu er ideen om at udnytte det gode foderprodukt til at skabe merværdi ved at kombinere foder og energi omdrejningspunktet for Fobio-projektet, der har deltagelse af DJF, Risø DTU, AgroTech, NBR Nordic Beet Research, CBMI og Kuhr-Hedegaard I/S.
Vigtigt at jagte flere formål
- Vi tager udgangspunkt i roen som biomasse og går efter at udnytte hele planten, også toppen, hvor der er et pænt udbytte at hente, sagde Karl Martin Schelde.
Projektpartnerne forestiller sig et decentralt bioraffinaderi, hvor der sker en mekanisk vådseparation af roerne. Pulpen anvendes til foderbrug, mens ethanol, biogas, proteinprodukter og gødning er destinationerne for saften.
- Det er ikke noget enkelt anlæg, vi forestiller os, men det er vigtigt at tænke flere formål ind, pointerede Karl Martin Schelde.
Sortsforsøg i 2008 har bestyrket parterne i, at de har fat i et bæredygtigt koncept.
- Roer har et stort tørstofpotentiale, og der er tale om en meget stor biomasseproduktion pr. hektar. Den lange vækstsæson minimerer desuden udvaskningen af kvælstof.
- Derudover er der i Danmark et stort knowhow omkring dyrkning og håndtering. Der er ikke tale om en ny eksotisk afgrøde, vi skal lære at dyrke. Teknologi og udstyr er nærmest hyldevarer, sagde Karl Martin Schelde.
- Da der i konceptet stadig produceres foder og fødevarer, er indvirkningen på fødevareproduktionen også minimal. Desuden ser regnskabet meget holdbart ud, sammenlignet med for eksempel andre etårige energiafgrøder, tilføjede han.