Abonnementsartikel
Det er sjovere at være et skridt foran end ét bagud, og når det gælder markvanding, er der også fornuft og økonomi i at holde sig på forkant
En frisk ringetone, og mobiltelefonen danser for en kort bemærkning summende hen over bordpladen, inden Karsten Knudsen, indehaver af Vandfax A/S, snupper den og besvarer opkaldet.
Den handling foretager han utallige gange for tiden og sådan har det faktisk været i nogle år.
Der er nemlig nok at se til for de fire ansatte i virksomheden, der har specialiseret sig i grundvandssænkning, brøndboring og boringer til markvanding.
Basen er Karsten Knudsens hjem i Hejnsvig syd for Billund, men her materiel og mandskab sjældent at finde, når opgaverne ude i marken melder sig. Og det gør de ofte.
På markvandingssiden er det Karsten Knudsens oplevelse, at mange landmænd er blevet bedre til at få efterset boringer, pumper og vandingsmaskiner i god tid inden sæsonen.
Vægt på stærke samarbejder
Vandfax blev oprindeligt etableret i 1975 af Folmer Jensen og Max Pedersen. Karsten Knudsen begyndte i slutningen af 1990erne at skrive sig ind i firmaets historie.
- Jeg havde boret lidt på hobbybasis siden 1994-95. Da vi overtog ejendommen her, kørte markvandingen dårligt, og det blev egentlig begyndelsen på det, fortæller Karsten Knudsen.
- Jeg hjalp en lokal brøndborer med reparationen af vandingsanlægget, og jeg tilbød ham lidt i sjov at overtage hans firma, hvis det blev aktuelt. Det blev dog alvor, fortsætter han.
- Jeg fik et fornuftigt samarbejde op at køre, hvor jeg kunne klare alle boringer ned til 30 meter, og så arbejdede jeg sammen med Vandfax på de dybere boringer. Det gik rigtig godt, og da de i 1999 søgte én til at overtage deres virksomhed, spurgte de mig som den første, beretter han.
Styrken ved gode netværk og trofaste sparringspartnere har hængt ved for virksomheden, der udfører vandboringer og servicerer private, erhvervsmæssige og offentlige boringer og brønde.
- For to-tre år siden begyndte vi målrettet at arbejde sammen med smede. Typisk foregår det sådan, at vi laver alt, hvad der hedder boringer, og så henviser vi til smed med hensyn til montering af pumper og lignende, fortæller Karsten Knudsen.
Markvanding er accelereret
Vandfax har mange års erfaring med at servicere landbruget. Ud fra devisen effektiv vanding betaler sig opfordrer firmaet til, at man udnytter efterår og vinter til at få efterset sit vandingsanlæg for tæring og nedslidning af vitale dele, så det er køreklar til næste sæsons udfordringer.
- På den måde sikrer du, at du kan vande med tilstrækkelig høj kapacitet og med prisbillig drift. Og du undgår først at opdage, at vandingssystemet ikke fungerer eller utilstrækkeligt, når afgrøderne er begyndt at tørste, som Vandfax pointerer på sin hjemmeside.
Hos Vandfax er der ikke ret mange tørkeperioder i løbet af året.
- Vi kan helt klart mærke, at markvanding er accelereret med hensyn til den vægt, landmændene tillægger området, siger Karsten Knudsen.
- I løbet af de sidste par år har de høje kornpriser og ophævelsen af den tvungne brak været med til at give ekstra travlhed hos os. Men i det hele taget har landmændene opdaget, at de er tvunget til at vande ordentligt for at få mest ud af deres afgrøder, siger han.
Prøvepumpning er en god ide
- Der er ingen tvivl om, at landmændene er meget seriøse, og de er blevet utroligt dygtige til at holde sig på forkant med udfordringerne, siger Karsten Knudsen.
Det er en udvikling, han sætter pris på. Både af hensyn til landmændene og firmaet selv.
- Effektivitet og rationalitet er blevet stadig vigtigere ord for landmændene. Tingene skal bare køre. Derfor er det en god ide for alle parter at tjekke sit udstyr i god tid, siger han.
Han anbefaler blandt andet, at man holder øje med stigrørene, der efter nogle års slid kan være med til at sænke vandmængden eller ødelægge pumpeanlægget. Desuden skal man holde et vågent øje med, om ydelsen falder, da det kan være tegn på okker- eller manganfældning eller lignende.
- En god ide kan være, at man en uge, inden der skal vandes, starter hele vandingsanlægget op og kører med det i et døgn, siger Karsten Knudsen.
- Det kan virke lidt fjollet at vande, når der ikke er behov for det. Men er der fejl på anlægget, vil de vise sig i løbet af det første døgn. Opdager man fejlene i løbet af et døgns prøvevanding, har man en uge til at få udbedret fejlene, inden det går løs for alvor, påpeger han.
- Er det en løsning, som flere gør brug af, vil det formentlig give et mere jævnt behov for service og reparationer, tilføjer han.
Chance for at undgå ventetid
Og flere landmænds rettidige omhu er ved at give en mere jævn højsæson for Vandfax.
- En del landmænd vil efterhånden have efterset deres anlæg i løbet af vinteren. Skal pumpen skiftes, henviser til de smede, vi samarbejder med. Men vi står også for en hel del prøvepumpninger i vintermånederne. Og prøvepumpninger er en rigtig god ide.
- Vi ser blandt andet efter, om boringen er gearet til at få en ny, større pumpe i. Det vil ofte være en nem måde at øge vandingsanlæggets kapacitet på. Men det kræver, at man ved, hvad det eksisterende anlæg kan håndtere, siger Karsten Knudsen.
- Omfanget af disse prøvepumpninger er et helt andet, end vi oplevede for fire-fem år siden, og det giver os lidt ekstra travlhed. Men det ser vi som et luksusproblem.
- Hvis alle først opdager, at der er behov for reparationer eller udskiftninger, når vandingssæsonen er startet, så risikerer man at skulle vente på assistance. Og de dage, man risikerer at komme bagud med vandingen, indhenter man ikke igen, påpeger Karsten Knudsen.
Kundenet udvidet kraftigt
Med computeren, overblik over boringer via Google Earth og elektroniske borerapporter som en fast del af værktøjskassen har Vandfax de senere år udvidet kundenettet betydeligt.
- I princippet strækker vores kundegrundlag over alt syd for Limfjorden. Vi har også kunder på Fyn, og vi har som regel en til to aftaler på Lolland hvert år, siger Karsten Knudsen.
Han fortæller dog, at der er nok kunder vest for Storebælt til at holde dem rigeligt beskæftiget.
- Vores arbejdsdage varer ofte til klokken 19 eller 20 i højsæsonen. Derfor er jeg også utroligt glad for mine ansatte. Sidste sommer havde vi vel én fridag på to måneder, siger Karsten Knudsen, der ikke har mærket meget til den finansielle afmatning.
- Vi har rigeligt at se til, og vores kalender er godt besat to måneder frem, siger han.
- Vi har nogle få, som har meldt fra, fordi de ikke kan få økonomi i det. Andre steder kan vi mærke, at der bliver regnet en gang mere på investeringer i og optimering af vandingsanlæggene.
- Men der er ikke tale om lige så mange, som vi havde regnet med, og for vores vedkommende er det store dyk udeblevet, siger Karsten Knudsen.
Kompromisløs strategi
Det bestyrker ham i at holde fast i den markedsføringsstrategi, firmaet har fulgt i et par år.
- Selvfølgelig forholder vi os til den uro, der er, men det skal ikke betyde, at vi pludselig laver helt om på, hvordan vi gør tingene, pointerer han.
Strategien for i år handler blandt andet om at rette rampelyset tydeligere mod virksomhedens kompetencer over for entreprenørsektoren.
- Vi er helt gearet til alt, hvad der har med grundvandssænkning at gøre, når det gælder entreprenørsektoren. Vi har for eksempel stået for al grundvandssænkning i forbindelse med Lalandia-projektet i Billund og Jysk Landbrugsrådgivnings nye center i Billund. Vi skal bare være bedre til at fortælle om det, siger han.
Det arbejde er helt og aldeles i hænderne på et eksternt PR-firma.
- Vi uddelegerer så meget som muligt. For os handler om at gøre det, vi er gode til. Så må andre gøre det, de er gode til, siger Karsten Knudsen.