I følge maskinhandler Jens Flarup vil vi se den samme udvikling i brug af pendlervogne til kartofler, som vi har set med kornvogne og roevogne.

Brugen af pendlervogne til håndtering af afgrøder var almindeligt på de amerikanske kornmarker allerede i 1980'erne. I Danmark kom de første kornaflæsservogne i begyndelsen af 1990'erne, og cirka ti år senere begyndte man også at kunne se pendlervogne i de danske roemarker.

- Samme udvikling kommer vi til at se i kartoffelmarkerne, forudser maskinhandler Jens Flarup, der sælger tyske vogne fra Hawe i Danmark. Vognene kan bestilles, så de opfylder de enkelte avleres individuelle behov.

Han er overbevist om, at en pæn del af for eksempel avlere af melkartofler vil kunne høste fordele af at bruge disse vogne.

- Den største fordel ved en pendlervogn ligger i, at man kan læsse direkte over i bilen samtidig med, at kartoflerne renses.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

Her gælder det selvfølgelig om at finde en vogn, der i kapacitet passer til optagerens kapacitet. Det dur jo ikke at skulle holde stille med optageren. Den skal køre hele tiden.

- Samtidig vil man komme ud over det problem at skulle køre med hårde dæk på jorden og med bløde dæk på asfalten. Transporten kan altså fordeles på de køretøjer og vogne, der passer bedst til deres formål.

- Men det er jo heller ikke altid, at man kan få kørt kartoflerne direkte til fabrikken, og her ser jeg nogle flere fordele i at bruge en pendlervogn.

- Den kan nemlig lægge en lang og smal kule - vel at mærke uden spor under kulen. Det er godt for tørringen af kartoflerne. Færre vil ligge og rådne, og smudset falder lettere af, siger Jens Flarup.

Han har i øvrigt lige afleveret en vogn til Per Christensen fra Redet ved Hjallerup, hvor der dyrkes kartofler på 615 hektar jord.