Samson TG er en ny serie, som er bygget på velkendt teknologi fra både Samson PG og PG II-serierne og har alle de kendte og patenterede egenskaber ved et Samson-produkt, såsom Samson Ejektor-system.

Vognen adskiller sig fra den nuværende PG II-serie ved at være specifikt tilpasset behov, som efterspørges i lande som Tyskland og Frankrig, men vil også finde god anvendelse under danske forhold. Vognens fyldning sker primært vha. Samson Ejektor, som er velegnet til at pumpe forskellige typer gylle op fra lavtliggende eller svært tilgængelige gyllebeholdere eller via sugestudser ved for eksempel biogasanlæg, skriver Samson i en pressemeddelelse.

Artiklen fortsætter efter annoncen

I modsætning til PG II kan Samson TG udstyres med en maksimum 3,8 t lift, som dog lader sig kombinere med langt de fleste af Samsons førende redskaber. Generelt har der været fokus på en lav totalvægt i udviklingen og et mere tilpasset tilbud af ekstra optioner. SamsonTG lanceres i versioner på 18 og 20 kubikmeter.

Minimalt vedligehold

Alle Samson'ere vil være forberedt til at anvende Samsons patenterede ejektor-vakuum-pumpesystem til fyldning, som kan pumpe selv de mest krævende væsker med stor kraft. Systemet er velkendt fra PG II-serien og anvendes i dag i stor udstrækning på de fleste af Samsons vigtigste eksportmarkeder. Vakuumet skabes kun i ejektorens rørsystem og ikke i hele gyllevognens tank. Ejektoren er medvirkende til at holde både Samsons PG II og nu TG's egenvægt på et minimum.

Ejektoren kan skabe et vakuum helt ned til -0.9 bar og ydelsen er op til 6.000 liter pr. minut i vand ved 1 meters løftehøjde.

Samson TG kan udstyres med flere forskellige fyldesystemer: med ekstern fyldning gennem tragt placeret ovenpå vognen eller sammen med Samson Ejektor: fyldestuds eller slange med fyldepumpe monteret på siden af gyllevognen, via sidemonteret enkelt- eller dobbeltleds fyldearm (SAP1 og SAP2) eller via en separat frontmonteret pumpeenhed ophængt i traktorens frontlift (FAP).

Biogaskørsel

Dermed egner Samson TG sig godt til brug for for eksempel kørsel med biogasgylle eller gylle fra klimavenlige staldsystemer, hvor gyllebeholdere er overdækkede og monteret med sugestuds for at minimere kvælstoffordampning og spild af gylle. Samson TG kan via ejektorsystemet nemlig gøre brug af samme andockstationer, som de lastbiler, der henter og bringer biogasgylle.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Stærk redskabsbærende konstruktion Samson TG kan udstyres med 3-punkts ophæng med en løftekapacitet på 3,8 t, kendt fra PG-serien, for brug af nedfælder eller slæbeslangebom. Liften kan som den lift, der bruges på PG II-serien, både løfte og trykke på redskabet, herunder hydraulisk stabilisere arbejdsdybden på redskabet.

- I udviklingen af Samson TG har der været fokus på effektiv og præcis udbringning kombineret med minimalt vedligehold, komfort i betjeningen og stor driftssikkerhed. Vognen kan kombineres med de fleste af Samsons førende fylde- og nedfælderedskaber og er konstrueret i henhold til Samsons høje kvalitetsstandarder. Den indbyggede redskabsfleksibilitet giver vognen en bred anvendelighed og høj funktionalitet, siger produktchef for gyllevogne og redskaber ved Samson Agro A/S Niels Haubjerg.

Samson TG kommer med en brugervenlig og elegant styring. Til kommende sæson frigives vognen i et begrænset stykantal på udvalgte markeder.

Første fælles stand

For første gang nogensinde på en international messe præsenterer Samson og søsterselskabet Pichon sig på en fælles stand - og dét på en stand større end nogensinde før.

Listen af nyheder fra de to virksomheder er lang. I alt kan de to virksomheder fremvise otte innovationer på både styrings- og maskinsiden. Én af nyhederne, "NPK-sensor" til realtidsmåling af NPK i gylle vha. NMR-teknologi, blev sidst i september måned tildelt en af de eftertragtede sølvmedaljer af messens Innovation Award jury.