Jan Troelsen stod bøjet over den spruttende svejseflamme i færd med at afslutte chassisset til den første flishugger - model CH838 - da Maskinbladet den 25. september besøgte Euromatic Skovmaskiners produktions- og servicehal i Viborg.

I alt er otte mand involveret i det projekt at få genrejst den kendte, store flishugger fra hedengangne Silvatec Skovmaskiner. Fortiden synes dog ikke langt borte her i hallen, hvor to af de eksisterende huggere - Silvatec Grane - er kørt ind til service. De danner et godt baggrundsbillede for de mange komponenter, der ligger på gulvet i hallen og venter på at blive samlet til den første af en helt ny generation af flishuggere fra virksomheden Green Chip.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Boogie, motor, katalysator, brændstoftank, hydraulikpumper og -ventiler er nogle af de komponenter, der ligger på træpaller klar til at blive monteret på chassisset.

Den ventende kunde er A.B. Skovservice, som skal bruge maskinen ved årsskiftet.

rich-media-2
- Vi har valgt samme Mercedes-motor som lå i den gamle model, nu blot på Tier 5, siger indehaver af Green Chip Kaj K. Poulsen. Foto: Jess Ulrik Verge.

Knowhow i Euromatic

Manden bag den nye hugger er Kaj K. Poulsen, der er medejer af Green Chip. Euromatic, som også er medejer af Green Chip, producerer maskinen for Green Chip. Euromatic er samtidig den virksomhed, som gennem de seneste 10 år har stået for reparation og service af den danske bestand af Silvatec Grane-huggere.

Euromatic beskæftiger seks svende og en lærling. Virksomheden ejes af Poul Thuesen og dennes sønner Timmo og Nikolaj. Medarbejder Jan Troelsen kan nu sammen med sine kolleger bruge al sin know how på at få den nye hugger ud at køre i skoven. I øvrigt har Jan Troelsen en fortid i Silvatec Skovmaskiner, hvor han har været med til at producere i alt 45 flishuggere.

rich-media-3
Størrelsen på katalysatorer kender kun én vej, og der er opad. Foto: Jess Ulrik Verge.
rich-media-4
Hydraulikventilerne klar til montering. Foto: Jess Ulrik Verge.

HSM leverer komponenter

Kaj Poulsen kan foreløbig se tilbage på tre års intenst arbejde med at få en produktion i gang. Det begyndte i 2016 med et besøg hos den tyske maskinproducent HSM. Denne producent havde i øvrigt tidligere forsøgt at stable en produktion af en konkurrerende model på benene, men det blev kun ved forsøget.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Men HSM besidder jo stadig den teknologiske viden og kunnen, så jeg spurgte dem, om de var interesseret i at producere maskinen for mig. Det afviste de med den begrundelse, at de manglede kapacitet, fortæller Kaj Poulsen.

I stedet tilbød HSM, at Kaj Poulsen kunne købe hele deres dokumentation, og dette blev den spæde start på Green Chip.

Efter flere møder mellem HSM, Green Chip og Euromatic blev der landet en aftale om, at HSM leverer chassis, boogie, transmission og en fuldt monteret kabine.

Men det første chassis bliver altså fremstillet i Viborg, og det sker ud fra tegninger, som er leveret af det slovenske ingeniørfirma RTC d.o.o. Dette firma leverede i øvrigt også tegninger til Silvatec Grane.

rich-media-6
Special-boogien leveres - som andre komponenter - af den tyske maskinproducent HSM. Foto: Jess Ulrik Verge.
rich-media-7
Medindehaver af Euromatic Poul Thuesen er ved at montere pumpen på Brevini-gearet. Foto: Jess Ulrik Verge.

Muligheder i udlandet

Kaj Poulsen skønner, at den danske bestand af Silvatec Grane-modeller er på mellem 25 og 30 eksemplarer. Mange af disse er dog aldrende og snart modne til udskiftning. Efter hans vurdering vil det danske marked kunne bære cirka tre nye maskiner om året.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Skulle det lykkes for Green Chip at mætte det danske marked med maskiner, vil Kaj Poulsen være klar til at løfte blikket mod udlandet.

Ganske vist er denne flishugger udviklet i samarbejde med Hedeselskabet til specifikt danske forhold. Det var oliekrisen i 1970'erne der satte skub i udviklingen af maskinen, og den har siden leveret flis ikke kun til Hedeselskabet, men også til mange fjernvarmeværker rundt om i landet.

Der findes i øjeblikket ingen konkurrerende maskiner i verden, og det har sin årsag i, at fjernvarmeproduktion er et dansk fænomen.

- Men i Irland ser jeg nogle muligheder. Landet har ganske vist ikke fjernvarmeværker, som maskinerne kan levere til, men der er et potentiale i de store hoteller og sygehuse.

- I øvrigt mener jeg, at denne maskines tilstedeværelse på markedet falder ganske godt sammen med det fokus, der er på klimaet og brugen af fossile brændsler. Derfor kan det også godt være, at der opstår muligheder i for eksempel Sverige, Tyskland og Frankrig, siger Kaj Poulsen.