For nylig løb årets hvedekamp, som afvikles af rådgivningsvirksomheden VKST, af stablen. Nok en gang dystede firmaer, rådgivere og landmænd om at dyrke hvede med det højeste økonomiske nettoudbytte, ligesom parametre som proteinindhold samt tildeling af fosfor og kali også har talt med i bedømmelsen, skriver Yara i en pressemeddelelse.

I år var det VKST anført af Kristian Bang Davidsen, der løb med sejren takket være et sortsvalg, som resulterede i et udbytte på 125 hkg pr. ha og et nettoudbytte på 10.082 kr. pr. ha. Ifølge planteavlskonsulenten har konkurrencen givet anledning til nogle interessante markvandringer, ligesom det har været spændende at overvære de 10 holds forskellige strategier og fokusområder.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Gennem konkurrencen kan de medvirkende virkelig vise, hvad de og deres produkter formår. Det er virkelig spændende at se, hvad du kan opnå, når der justeres på de forskellige parametre, hvad angår sort, gødning, vækstregulering, svampe osv. Samtidig har det været en fornøjelse at opleve deltagernes engagement, som i år har givet sig udslag i et meget tilfredsstillende udbytteniveau, en høj kvalitet og pæne proteinprocenter. Ser man på tildelingen, har vi nærmest høstet 100 pct., og kvælstofeffektiviteten har været høj for alle sorterne, påpeger han.

"Delt vinderplads"

Igen i år var der tæt løb i kampen om førstepladsen. Blot 7 kr. pr. ha netto adskilte vinderen fra andenpladsen, som gik til Yara. Ført an af chefagronom Jesper Ulnitz præsterede gødningsproducenten ikke bare det næsthøjeste nettoudbytte på 10.075 kr. ha. Faktisk var udbyttet på 131,5 hkg pr. ha det højeste i hvedekampens historie. Det pointerer Kristian Bang Davidsen, som ikke lægger skjul på, at det var marginalerne, der gjorde, at Yara ikke løb med sejren, skriver Yara i pressemeddelelsen.

- I de tre år, hvor Yara har deltaget i hvedekampen, har de to gange høstet en flot andenplads. Faktisk er det ikke helt forkert at sige, at der i år er tale om en "delt førsteplads". Der er derfor ingen tvivl om, at Yara har haft den rigtige tilgang. Særligt når det kommer til gødskning, er det vigtigt, at man træffer det rigtige valg, og resultaterne viser entydigt, at de har været meget velovervejede omkring deres strategi.

Balanceret gødskning

Spørger man Jesper Ulnitz, skyldes det tætte kapløb med VKST en række faktorer. Først og fremmest er der blevet tilført de næringsstoffer, som Yara mente, at afgrøden ville fraføre. Producentens fokus på kvælstofstrategien, som indebærer, at man er gået fra to til tre tildelinger, har desuden reduceret behovet for vækstregulering, som derfor er blevet udeladt. Derudover er der anvendt fast handelsgødning, hvorimod flydende gødning ikke har indgået i de strategiske overvejelser. Samtidig viste den valgte sort KWS Firefly sig at være sund og levere et højt udbyttetal.

- Vi har medvirket i konkurrencen med det udgangspunkt, at vi bruger løsninger, som vi ved virker. F.eks. mener vi, at kvælstofeffektiviteten er størst i fast gødning. Derudover taler det for sig selv, at vi ligesom de øvrige deltagere, der placerede sig i top tre-feltet, har anvendt mikronæringsstoffer. Frem for alt har vores deltagelse afspejlet den generelle tilgang, som præger Yaras værdisæt, nemlig at jorden ikke skal forringes gennem processen. Gødskningen skal med andre ord være balanceret, siger han og fortsætter:

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Svovl, som tildeles sent under skridning, kan ligeledes øge proteinindholdet. Derfor anvendte vi YaraBela Sulfan - vores allround kvælstofgødning, der har et moderat til højt indhold af svovl - i forbindelse med den sidste tildeling. Derudover har vi fulgt anbefalingerne fra kemiproducenten BASF i relation til vores svampestrategi.

Vejen til førerfeltet

Det forklarer chefagronomen, der ikke er bleg for at fremhæve Yara N-Tester som en væsentlig årsag til producentens succes i konkurrencen. Ved hjælp af det håndholdte værktøj kan du nemt måle en voksende plantes kvælstofbehov og dermed få hurtige og præcise anbefalinger vedr. anden og tredje tildeling for den pågældende mark. På den måde havde Yara let ved at finjustere anvendelsen af gødning, ligesom behovet for vækstregulering blev yderligere reduceret, skriver Yara i pressemeddelelsen.

- Tanken bag vores kvælstofstrategi har været, at vi startede hveden op med en fornuftig kvælstofmængde i form af NPK-gødningen YaraMila Starter, som dækker både P og K. Den tredje tildeling blev bestemt på baggrund af N-Testerens skøn over behovet, og vi tildelte den relativt sent for at få mere protein.

Sådan lyder det fra Jesper Ulnitz, som konstaterer, at det nok ikke var uden grund, at N-Testeren høstede en del opmærksomhed fra de øvrige deltagere.