Abonnementsartikel
"...hvis Skattekommissionen vil straffe udledning af biologisk (ikke-fossilt) baseret klimagas, må konsekvensen være, at biologisk optagelse af klimagas belønnes?"
Skattekommissionen foreslår en afgift på fire kroner pr. kg overskudskvælstof. Det er ud fra en almindelig husholdningsøkonomisk synsvinkel fornuftigt at undgå overskudskvælstof. Det er jo altid fornuftigt at undgå spild.
Imidlertid forventer Skattekommissionen med denne afgift at score en milliard kroner om året fra landbruget.
Og så er det, man kunne ønske et mere seriøst grundlag, end den dybt problematiske opfattelse af kvælstof.
Klimagas og racediskrimination
Et andet tvivlsomt tiltag er, at landbrugets husdyr skal betale klimagasafgift for over en halv milliard om året.
Det forlyder fra Skattekommissionen, at hver slagtegris skal betale fem kroner for de prutter, den har slået, mens hver ko skal udrede hele 600 kroner om året.
Det begrundes med, at især drøvtyggernes vombakterier producerer metan.
Se det er racediskrimination i fuld udfoldelse! Tænk, at vi er nået dertil, at visse dyrearter er uønskede ? hvad med os selv? Drøvtyggerne har jo traditionelt været anset som særligt gode til at omsætte mindre fordøjeligt plantemateriale til kvalitetsfødevarer.
At Jorden selv producerer enorme mængder metan, der siver op fra tundraen (over 100.000.000 tons pr. år) og polaregnenes vådområder, anfægter ikke Skattekommissionens øje for et skatteobjekt.
Klimagasserne ikke afgørende
Man kan tro eller lade være på klimagassernes betydning for den globale opvarmning.
Der er kraftigere og kraftigere indicier for, at klimagasserne slet ikke har den afgørende betydning, men at den kosmiske strålings påvirkning af skydannelsen derimod bærer hovedansvaret for temperatursvingningerne.
Under alle omstændigheder er der hverken mere eller mindre kulstof på Jorden, end der altid har været.
Spørgsmålet er kun, hvor dette kulstof befinder sig i kredsløbet, og hvor hurtigt det roterer.
Det, vi kalder fossilt brændstof (kul, olie med videre), som dybest set også hører med i kredsløbet, er langtidsparkeret og deltager derfor ikke i det almindelige kredsløb.
For at opmuntre til fortsat langtidsparkering har man lagt CO2-afgift på afbrænding af fossilt brændstof, men netop ikke på biobrændstof, fordi dette har sit kulstof fra atmosfærisk CO2.
Mangler i kommissionens udspil
Nu, hvor Skattekommissionen har slået hul på denne logik ved at nedbryde sondringen mellem fossile og ikke-fossile klimagasser, åbner der sig nye perspektiver.
For så tilsiger symmetrien, at landbruget, skovbruget og gartneriet skal godskrives for den mængde CO2, planteproduktionen binder fra atmosfæren.
Men denne postering mangler pudsigt nok i Skattekommissionens udspil.
Dermed er modellerne degraderet til usaglige, politiske skatteopkrævningsforslag. Men den sag tager vore saglige politikere sig vel af??
Sporene skræmmer
Sporene skræmmer fra sidst politikerne ville designe naturen.
For tre årtier siden besluttede politikerne at gøre noget voldsomt ved vandmiljøet, selv om de ikke vidste ret meget om, hvad de burde gøre.
Siden er kræfterne fra både politikerne og deres rådgivere i høj grad anvendt på at forsvare indsatsen, der ikke har vist de planlagte resultater.
Problemet kan sammenfattes i den kendsgerning, at naturen retter sig efter sine egne regler - og ikke efter lovgivernes!
Fra starten blev kvælstof tillagt en forkert rolle i vandmiljøet - og nærmest omgivet af et hysterisk had fra mange af datidens biologer.
Kvælstof fik - stort set alene - skylden for alle ulykker, herunder nogle døde hummere, der kom til at koste danskerne mange milliarder, men som døde af helt andre årsager end kvælstof.
At der er enorme problemer med grundlaget for de kostbare vandmiljøplaner, er blandt andet Mariager Fjord et bevis på.
Kvælstof fik skylden, da fjorden kollapsede i 1997, selv om det skete det efter to år med reduceret kvælstoftilførsel (25 procent reduceret nedbør og afstrømning) og den varmeste sommer i mere end 100 år.
Hvor kvælstofindholdet er lavt
Det er en kendsgerning, at kvælstofindholdet er højt i Stillehavet faldende over Atlanterhavet, Nordsøen, Kattegat og til Østersøen. Blandt disse havområder optræder miljøproblemerne groft sagt, hvor kvælstofindholdet er lavest.
Dette harmonerer ikke med de vilde forestillinger om, at kvælstof i sig selv er et problem.
Miljømyndighederne tillægger kvælstof stigende betydning for vandmiljøet, jo mindre der er af det i forhold til fosfor. Når der samtidig arbejdes intenst på at nedbringe kvælstofudledningen, har vi fået et evigt problem, som kun forstærkes, indtil vi får gjort op med de gamle og forkerte opfattelser.
Kvælstof-fosforforholdet
Mens havmiljøet gennem forskellige processer altid søger mod kvælstof-fosforforholdet syv til én, søger dansk miljøteori at bringe det bort fra denne optimale balance - enten op eller ned - afhængig af, om man dekreterer kvælstofbegrænsning eller fosforbegrænsning af algevæksten i området.
Angsten for kvælstof illustreres måske bedst af, at vi i flere årtier har haft skrappere kvælstofkrav til spildevand end til drikkevand (som i forvejen er omfattet af usagligt skrappe krav).
Det kan altså være ulovligt at udlede lovligt drikkevand!
Disse og mange flere indicier viser, at vi er på tvivlsom vej i miljøplanerne. Hvad der forsvares, bør kunne forklares!
Nu har der været 30 år til det.
