Ifølge Ingeniøren.dk står landmænd og dyrlæger fra 1. januar 2020 uden mulighed for at kunne købe vacciner, der er kritiske for at minimere brugen af antibiotika i husdyrproduktionen og undgå dødsfald blandt dyrene.
Fra nytår nedlægges DTU Veterinærinstituttet, som har stået for at godkende ikke-registrerede vacciner og autovacciner. Ifølge Ingeniøren.dk er der ikke fundet nogen til at overtage opgaven.
- Hvis vi ikke længere kan få fat på de vacciner, så kan det komme til at betyde, at antibiotikaforbruget stiger, fordi man ikke kan få forebygget infektionssygdomme. Det kan også medføre, at flere dyr dør i besætninger, hvor de ikke kan beskyttes med vaccinerne, siger formand for Den Danske Dyrlægeforening Hanne Knude Palshof.
- Og i sidste ende rammer det også producenternes økonomi, tilføjer veterinærpolitisk chef i Landbrug & Fødevarer Per Olsen.
Det kan ikke altid betale sig for virksomheder at registrere deres produkter på det danske marked. Men ikke-registrerede vacciner, altså vacciner, der ikke er registreret i Danmark, kan bestilles hjem fra for eksempel USA eller Tyskland i henhold til Lægemiddellovens § 30, skriver Ingeniøren.