Abonnementsartikel
Medarbejderne hos J. Hundahl er begejstrede for innovationsprojektet og de forbedringer, det har affødt
Hos J. Hundahl A/S i Thisted er det ikke kun ledelsen, der taler begejstret om det udviklingsproces, virksomheden har været igennem. Det gør medarbejderne også.
Lagerekspedient Lars Markussen er en af dem, der har været med i processen hele vejen.
- Det har absolut været et plus, at vi har været igennem den proces. Vi synes nok, at det også gik godt før, men der er altid noget, der kan gøres bedre. For eksempel havde vi før en proces, der krævede flere folks tilbagemeldinger, og i pressede situationer er det til irritation. Det skal ordnes ad den direkte vej og involvere færrest mulig, siger Lars Markussen.
- Jeg synes, det er blevet en sjovere arbejdsplads. Vi har i hvert fald som medarbejdere fået noget ud af det, og det mener jeg også, virksomheden har.
Tavlemøde hver uge
Lars Markussen deltager hver uge i et tavlemøde i lageret. Tavlemøder er et af de vigtige redskaber, de har fået til at bevare fokus og hele tiden samle nye idéer op.
Mødet varer fem til 10 minutter og gennemføres på lageret omkring den ophængte tavle, hvor alle kan hænge forslag op.
- Her er alle velkommen med indspil om noget, de synes kan gøre anderledes eller andre forslag. Og de fælles tavlemøder sikrer også, at vi alle har fået den samme besked samtidig.
Desuden deltager Lars Marcussen i et månedligt møde, hvor der deltager to fra hver afdeling (det vil sige værksted, lager, VVS og salg) med ledelsen. Her informeres fra afdelingerne, og her viderebringes forslag, der kan involvere flere afdelinger.
- Meldingerne er grundlaget for det fælles informationsmøde for alle medarbejdere. Det holdes den første mandag morgen i hver måned og varer en halv times tid. Disse møder har vi holdt i mange år, men vi har fået et højere informationsniveau nu. Det er godt, at alle på tværs af virksomheden får de samme informationer samtidig, og det øger forståelsen for hinandens arbejde, når vi ved, hvilke opgaver kollegerne er i gang med, siger Lars Markussen, der har været ansat hos J. Hundahl siden 1997.
Tavlen er et godt værktøj
Tavlemøderne er også det centrale på værkstedet. Her er det værkfører John Christensen, der leder det ugentlige møde, der varer et kvarters tid.
Alene dét, at der er en tavle til forslag, mener John Christensen er en gevinst.
- Når folk får en idé, kan de skrive den på en seddel og sætte den på tavlen. Så er de sikre på, at det bliver taget op. Det er bedre end før, hvor de kom til mig, når de fik en idé, og jeg havde måske dårlig tid til at høre på det.
- Og der er tusindvis af gode idéer. Det svære er at få dem ført ud i livet, men det synes jeg tavlen og tavlemøderne er et godt hjælpeværktøj til.
- Sedlerne med de afsluttede opgaver gemmer vi, og en gang imellem tager vi dem frem og vurderer, om vi er faldet tilbage til gamle rutiner, så vi skal have fokus på emnet igen.
Mere ro i hverdagen
- Før havde vi fire årlige værkstedsmøder, hvor vi drøftede stort og små. Nu holder vi ugentlige tavlemøder og kun to større værkstedsmøder, som vi så bruger til at evaluere den forløbne sæson og lægger planer for det kommende halvår.
- Det har givet mere ro i hverdagen, og alle har fået et bedre overblik over, hvad der skal ske.
- Jeg mener helt klart, at virksomheden har vundet ved denne proces, og i høj grad også vi medarbejdere. Og som mellemleder synes jeg i hvert fald, jeg har fået gode redskaber til at strukturere arbejdet bedre og sørge for informationen i dagligdagen.
- Landmanden har så sandelig også fået glæde af det. Vi er blevet bedre til at overholde aftaler. Når en landmand bestiller service to måneder frem, lægges det ind i arbejdsplanen. Det er ikke noget, vi skal gå og huske på. Jeg mener også, vi er blevet mere effektive og bedre til at have alle reservedele med, når montøren kører ud. Og det betyder en mindre regning for landmanden.