Abonnementsartikel

Jens Ploug blev i 1995 ansat til at have ansvar for optimering af lagerfunktionen hos Fransgård Maskinfabrik. Nu skal han overtage direktørposten.

Den lange prøvetid skyldes ikke, at Jens Ploug har haft svært ved at vise sit værd som potentiel direktør hos Fransgård Maskinfabrik A/S, men snarere at Jørgen Fransgård siden 1998 har siddet på posten og gjort det fremragende, skriver Fransgård Maskinfabrik i en pressemeddelelse. Jørgen Fransgård, som netop har fejret sin 60 års fødselsdag, mener dog, at tiden er kommet til et generationsskifte med yngre kræfter i direktørstolen, og hvem ville være mere oplagt at vælge end Jens Ploug.

Jens Ploug blev oprindeligt ansat i 1995 med ansvar for optimering af lagerfunktionen i virksomheden. I år 2000 blev han tilknyttet salgsafdelingen efter at have afsluttet en uddannelse som Akademiøkonom med salg som speciale.

Artiklen fortsætter efter annoncen

I 2006 blev han desuden medejer og har de seneste år haft kundekontakt over det meste af verden. Gennem årene har han opbygget en stor viden og indsigt i både virksomhed, kunder og markeder.

Jørgen Fransgård udtaler:

- Nu kan vi vist godt sige, at hans prøvetid som direktør er overstået, og at han er helt klar til at overtage direktørstolen. Så vil jeg til gengæld koncentrere mig endnu mere om salg og de gode kunderelationer, som fortsat skal plejes. Skulle Jens have behov for et par gode råd i jobbet, så deler jeg gerne ud af min erfaring.

Det stærke lederteam og medarbejdere hos Fransgård Maskinfabrik A/S har de sidste mange år løftet virksomheden frem til den succes, som den har i dag. Med de stærke kompetencer og det store knowhow, som virksomheden har opbygget gennem mere end 50 år, ser Jens Ploug lyst på fremtiden.

- Vi har gode, erfarne medarbejdere og et stærkt produktprogram, som der også i fremtiden vil være brug for - ikke kun i Danmark - men over hele kloden. Kvalitet og service er nøgleord for succes. Kunderne efterspørger maskiner, der holder til dagligt brug?, udtaler Jens Ploug og fortsætter: Jeg glæder mig til det nye job og vil gøre alt for at fortsætte den fremgang, som Jørgen har stået i spidsen for de seneste år. At Jørgen fortsætter i virksomheden med fokus på kunder og salg, er et stort plus for Fransgård. Jeg ser frem til samarbejdet med både ledelse og medarbejdere fremover.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Udover Jørgen Fransgård og Jens Ploug er produktions-, udviklings- og rationaliseringschef Bjørn Kristensen også medejer af Fransgård Maskinfabrik A/S.

Det officielle direktørskifte hos Fransgård Maskinfabrik A/S skete den 1. oktober 2019.