Årsagen til prisstigningerne er udbrud af svinepest i Kina og en række andre asiatiske lande samt i Øst- og Centraleuropa. Netop fordi svinepest er den primære årsag til prisstigningen, er der udsigt til en længere periode med høje svinepriser. Det fremgår af en ny Markedsvurdering for landbrugsprodukter fra Seges, Landbrug & Fødevarer.
- Der er god grund til at glæde sig over de høje svinepriser for danske landmænd, men vi er triste over, at det sker på baggrund af voldsomme udbrud af svinepest, der ødelægger store samfundsværdier i Kina og andre dele af verden, siger Klaus Kaiser, erhvervsøkonomisk chef i Seges.
Det tager lang tid at få inddæmmet svinepest og genopbygget svineproduktionen, og i den periode er der et stort behov for importeret svinekød. Hvis bestræbelserne på at holde svinepest ude af Danmark og EU's øvrige store producentlande lykkes, er der derfor udsigt til en lang periode med høje priser for danske svineproducenter:
- De høje priser giver svineproducenterne en historisk god mulighed for at nedbringe gæld og få foretaget helt nødvendige investeringer. Det er en kærkommen lejlighed til at konsolidere sig og opnå en større økonomisk robusthed, siger Klaus Kaiser.
Af markedsvurderingen fremgår det endvidere, at de fleste planteproducenter får en god høst i 2019, og priserne på de fleste afgrøder ligger tæt på et 'normalår'. Minkproducenterne har de seneste år haft udfordringer med lave priser på grund af et stort udbud af skind. Der foregår dog en kraftig produktionstilpasning, som alt andet lige vil føre til en vending i markedet, skriver Seges og L&F i en pressemeddelelse.
Prisstabilietet
Mælkeproducenterne har gennem det seneste års tid oplevet en bemærkelsesværdig og langvarig prisstabilitet på et niveau lige over et 'normalår'. Der er dog en tendens til lidt faldende global mælkeindvejning, og der opbygges derfor gradvist en underforsyning af markedet. Hvis den tendens fortsætter, kan det føre til en mindre prisstigning i første halvår af 2020.
- Når vi ser fremad, er der en række risici i form af en mulig hård Brexit, handelskrig, svinepest og andet, der kan medføre tab for landbruget. Det gælder derfor om at holde begge hænder på rattet og ruste sig til at kunne stå imod eventuelle fremtidige økonomiske stød, siger Klaus Kaiser.