Torben Sønderby har det rigtig godt med solskin, både fordi hans 230 økologiske køer trives godt i solskin på græsmarken, men også fordi solen giver energi til de mange solceller på bygningerne på gården Klink lidt uden for landsbyen Grønbjerg syd for Holstebro. Men faktisk har han det allerbedst en tidlig forårsdag i april, hvor solen står højt og skarpt på himmelen.

- Der kan vi rigtig høre målerne snurre, hvis vi går ud i målerrummet, fortæller Torben Sønderby, økologisk mælkeproducent.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Men når sandheden skal frem, tænker han faktisk ikke ret meget på sine solceller på taget. Helt uden indblanding eller arbejde hænger de uforstyrret, dag ud og dag ind, og producerer grøn energi til el-nettet til 1,30 kroner pr. kilowatt.

- Det var mest i starten, jeg tænke på cellerne, når vi fik bemærkninger og ros for initiativet fra venner og naboer, der synes, det så imponerende ud med de mange solceller på taget, fortæller Torben Sønderby, mens han viser solcellerne på den nye maskinhus frem.

Men han glæder sig over at være selvforsynende med grøn strøm og dertil kan levere solstrøm til det fælles Energinet.dk til andre brugere.

- Tanken er jo fra Arlas side, at vi som landbrug skal være klimaneutrale i 2050, så tiltag som solceller er jo en del af vejen mod det mål, siger mælkeproducenten.

rich-media-2
Opgørelsen viser, at 2018 var et godt solskinsår med 10 procent mere solstrøm end året før. Foto: Marianne Nørmark.

Langsigtet investering

I 2013 efter overvejelser og beregninger investerede Torben Sønderby 3,6 millioner kroner i de 1524 solceller svarende til 2500 kvadratmeter fordelt på to bygninger. Siden har solcellerne produceret cirka 360.000 kilowatttimer om året, svarende til en omsætning på 468.000 kroner inklusiv tilskud.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Ud fra en økonomisk betragtning så det dengang ud til, at vi kunne lave en fornuftig investering. Dengang i 2013 var det ikke så meget in, som i dag, at være selvforsynende med strøm, det er det så blevet siden, siger Torben Sønderby, der er tredje generation på Klink.

I solskinsåret 2018 producerede solcellerne 367.000 kwh el, svarende til 477.000 kroner. Samlet brugte bedriften 233.000 kroner til el, så det giver et overskud på 244.000 kroner i det samlede el-regnskab.

I 2017 gik solregnskabet endnu mere i plus. I året kunne Torben Sønderby glæde sig over 298.000 kroner i plus.

rich-media-4
I december 2013 fik gården Klink opsat 1524 solcellepaneler på en nybygget maskinhus og på en allerede eksisterende bygning. Foto: Marianne Nørmark.

Klimaneutral

Som økologisk Arla-producent har Torben Sønderby forpligtet sig til at købe certificeret grøn strøm fra Jysk Energi til to øre ekstra pr. kilowatt for at nå målet om klimaneutralitet.

- Vi forsøger hele tiden at spare på strømmen. Jeg er sådan en irriterende type, som hele tiden går og minder mine medarbejdere om, at de skal slukke for lyset. Det er vigtigt, at man hele tiden har fokus på de lavt hængende frugter, for eksempel har vi udskiftet alle vores pærer med LED-pærer i alle bygninger. Vi har investeret i frekvensstyret malkeanlæg, det sparer vi også strøm ved. Og vi bruger varmen fra mælketanken til at opvarme stuehuset med, fortæller Torben Sønderby.

Artiklen fortsætter efter annoncen

rich-media-6
Økologisk mælkeproducent Torben Sønderby har investeret 3,6 millioner kroner på at opsætte solceller på sin gård syd for Holstebro. Foto: Marianne Nørmark.

Tænk dig om

Da Torben Sønderby investerede i sine solceller i 2013, var elpriserne høje.

Efter seks år med egenproduceret strøm har han indsamlet nogle erfaringer, som han gerne giver videre.

- Jeg byggede mit anlæg forholdsvis stort, og fandt først senere ud af, at mit anlæg var for stort til at koble på mit lokale elforsyningsselskab, derfor var jeg nødt til at investere i en transformator for at klare kapaciteten fra solcellerne. Det betød så en investering på 500.000 kroner. Derfor lyder mit råd til andre. Det er vigtigt at undersøge, hvor meget kapacitet elnetværket har og dimensionere sit solcelleanlæg rigtig første gang, siger Torben Sønderby.

Et godt råd fra solcelleejeren er også at sørge for, at alle bygninger er i god stand og kan bære solcellerne og om forsikringen er dækkende.

Mælkeproducenten forventer at fortsætte med solceller i fremtiden.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Når vi er 15 år fremme i forhold til investeringen, så har jeg på fornemmelsen, at det bliver nødvendigt at udskifte solcellerne med nye og forbedrede, fordi der med garanti er sket en udvikling på dette felt. Dengang jeg lavede min investering, lovede de mig, at solcellerne ville holde i 25 år, men lur mig, om det kommer til at holde stik, siger Torben Sønderby.

rich-media-8
Torben Sønderby driver sin gård med 230 økologiske malkekvæg og 375 hektar med planteavl, hvoraf de 260 hektar er selvejet. Foto: Marianne Nørmark.