Dansk landbrug bryster sig af at være verdens mest produktiv og mest professionelt drevet landbrugsproduktion. Der er heller ingen tvivl om seriøsiteten og håndværket. Ubetinget er danske landmænd dygtige håndværkere, men landbruget mangler altså lidt i at være de mest professionelle. I Skovsted Agro kæmper vi hver dag for danske landmænd, for deres overlevelse og professionelle tilgang. Men desværre er vi ikke så professionelle i dansk landbrug, som vi tror.
Jeg har tidligere skrevet omkring det at drive landbrug, som var det en større og moderne virksomhed. Danske landbrug er produktionsvirksomheder og skal jo drives som en hvilken som helst anden produktionsvirksomhed.
Vi har i dag baseret en meget stor del af vores afsætning af svinekød samt mælk på danske andelsselskaber. Som landmand har man ikke meget at forhandle med overfor disse store andelsselskaber, dette vidner mange debatter og skriverier i landbrugspressen om. Danske landmænd har blind tillid til aftagerne, aftagerne bestemmer prisen, forhold og betingelser. Selvfølgelig skal vi huske på, at de nævnte andelsselskaber også har aftagerpligt, så man som landmand er sikker på at kunne komme af med sine varer, når andelsselskaberne har bestemt, hvor, hvordan og hvor meget. Man fristes til at sige, at danske landmænd ikke er andelshavere, men kautionister for nogle gedigne foretagender, som landmændene isoleret set intet har at skulle have sagt omkring. En påstand vil nogen sige. Vi lader den lige stå.
Indkøb og tillid
Den ubetinget største driftsomkostning i danske svine- og mælkeproduktioner er foderindkøb og -omkostninger. Også her baseres, for de fleste landmænds vedkommende, indkøb på tillid. Man har tegnet en kontrakt på levering af kraftfoder, færdigfoder, sojaskrå, gødning, såsæd og så videre. Får man leveret den mængde man betaler for? Indeholder foderet den fakturerede sammensætning? Stemmer faktura med det faktiske, der er leveret? Med fare for at blive skudt i skoene, at man anklager nogle for at snyde, så må jeg udtrykke min skepsis ved at nære blind tillid til leverandører. Vi taler jo om adskillige hundreder af tusinder af kroner årligt og hos mange også adskillige millioner kroner.
I en tilsvarende produktionsvirksomhed, som aftager inputstoffer til produktion af diverse færdigvarer, bør der også på ethvert landbrug være et meget mere nøgtern og professionelt controller-system. Det vil sige, at der er fuldstændig styr på, hvad der er leveret i kg og hvornår, at der er overensstemmelse mellem følgeseddel og faktura, at indholdet svarer til det afgivne tilbud, men ikke mindst, at der er overensstemmelse mellem leveret mængde og afregnet mængde. Et eksempel fra hverdagens rådgivning: En producent af smågrise, som ikke kan få sit foderregnskab til at stemme. Producenten bliver udfordret af sine rådgivere og sit gårdråd på et (for) stort foderforbrug. Alt bliver tjekket; fodercomputer, vejeceller i blanderiet, mængde i krybbe og andet. Sluttelig laves efterfølgende og fremadrettet et tjek over tre måneder på alle leveret læs af foder, herunder korn og sojaskrå og mineraler. Alle lastbiler, som leverer varer, bliver bedt om at køre over brovægten. Efter tre måneder viser det sig, at mængden af korn afviger 250 tønder og sojaskrå 50 tønder, mens mineraler, der er leveret i storsække, stemmer indenfor ganske få kg. Alle korn- og sojaleverancer er tidligere blevet indtastet jf. følgesedler og fakturaer, nu sker indtastning således efter brovægten.
En manko på 250 tønder korn og 50 tønder sojaskrå, ja hvor der handles der spildes, men teoretisk set over et år, så taler vi korn for 120.000 kroner og sojaskrå for 50.000 kroner, som kunne nedbringe fremstillingsprisen på smågrisene. For øvrigt et ømt punkt de fleste steder.
Brovægt
Skal alle så bare have en brovægt. Danske landmænd skal drive et professionelt landbrug. Vil man snyde i leverandørbranchen, det tror jeg bestemt ikke man vil og gør. Men fakta er, at der er en manko, og det er ikke blot i ovenstående tilfælde, men i for mange af de sager, som vi i vores respektive rådgivningsfirma har med at gøre. En brovægt kan medvirke til at sikre de korrekte leverancer og et konkret vurderingssystem. Det vil vidne om, at landmanden har styr på sine data, sin produktion og sin økonomi. Der er ikke noget at være i tvivl om. Det er jo underligt, at så mange smågriseproducenter pludselig synes, at det er en god ide at veje grisene ud direkte på lastbilen via en godkendt vægt på gården, fremfor tidligere at basere sin forretning på, at transportøren kørte smågrise en time eller mere til en samle-stald og så efterfølgende vejer grisene med henblik på afregning. Her har mange smågrise-producenter fundet ud af, at forskellen er 0,5-1 kg pr. grise ved salg, vel at mærke en højere afregning til landmanden. 1 kg er 6 kroner pr. gris, så leverer du 20.000 eller 30.000 smågrise årligt, så går man glip af 120-180.000 kr. Bare for smågrisene.
Vejer du dine slagtedyr inden de afsendes til slagteriet? Laver du kontrolvejninger af solgte dyr? Som mælkeproducent, vejer du da dit grovfoder ind, det vil sige ved du, at der er så og så mange foderenheder i ensilagestakken, eller kan det afvige med adskillige procentpoint?
En brovægt koster 200-250.000 kroner, så de fleste steder burde der være tale om en ganske kort tilbagebetalingstid og dermed høj forrentning, velsagtens den bedste man kan få i disse tider.
Blind tillid
Hvorfor er det så, at vi har blind tillid til leverandører og aftagere? Ja, det kan jeg ikke svare på, men jeg kan konstatere, at de sager vi medvirker i, hvor vi forsøger at agere professionelt og medvirke til at lede landbrugene på professionelt vis, i disse sager, bliver landmanden bekendt med, at der ikke altid er overensstemmelse mellem leveret og faktureret.
Husk det nu, når du skal optimere din fremstillingspris. En ting er, at du kan producere flere enheder (grise pr. årsso, kg pr. sti eller kg mælk pr. ko), hvis du omvendt slet ikke kontrollerer dine leverancer af foder, tilsætningsstoffer og andet. Hvis ikke du kontrolvejer dine slagtedyr, dine kalve eller kvier til salg. Hvor meget må leverancer afvige, før du synes, at det er bøvlet værd om en diskussion om finansiering af en brovægt.
Kunne man forestille sig, at fremstillingsprisen på mælken, grisen eller slagtesvinet faktisk kunne nedbringes, såfremt man fik sat gang i et stringent controllersystem ude på gårdene.
