Ifølge Jyske Bank lød der fredag igen mere forsonende toner mellem USA og Kina, efter Kina ifølge flere kilder opfordrer deres virksomheder til at købe amerikanske landbrugsvarer.

Ikke mindst planlægger Kina samtidig at fritage en række amerikanske landbrugsprodukter fra yderligere toldforhøjelser, herunder sojabønner og svinekød.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Svinepesten presser

Fritagelsen af svinekød skal ses i lyset af, at den afrikanske svinepest har kostet over 100 millioner kinesiske svin livet over det seneste år, hvilket har sendt priserne op med 50 procent. På trods af de forsonende toner står parterne fortsat stejlt over for hinanden på en række fundamentale punkter, og tiltagene er indtil videre mest af symbolsk betydning. To ugers udsættelse af toldforhøjelser og fritagelse af enkelte varegrupper løser ikke konflikten, lyder det fra Jyske Bank.

I afgrødemarkedet fortsætte priserne fredag højere oven på torsdagens WASDE-rapport. Rapporten blev primært fundet positiv for sojakomplekset, men afgrøderne har generelt fundet lidt støtte efter høstpresset har lagt sig, og fokus traditionelt begynder at skifte til forbruget.

Sojabønnerne har lukreret på de første kinesiske køb af amerikanske bønner i månedsvis, og det har fået prisspændet mellem amerikansk og brasiliansk soja til at indsnævres til 0,35- 0,45 $/bushel, mod over 1 $/bushel for blot en uge siden.

Vejrprognoser i Brasilien indikerer nedbør inden for de kommende par uger, men meldingerne er fortsat usikre, og der er behov for mere nedbør end blot et par små byger.

Konkurrence på hvede i Europa

Den russiske hvede kæmper med at finde efterspørgsel, og det betyder at den russiske FOB-hvede prismæssigt er på niveau med møllehveden omkring 184- 186 $/ton. Den europæiske hvede kan på den baggrund se frem til øget konkurrence fra Sortehavet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

De kraftige olieprisstigninger betyder dog at den russiske rubel styrkes pænt, og det svækker omvendt den russiske konkurrenceevnen på den korte bane.