USA: På den store amerikanske udstilling, Farm Progress Show, kunne New Holland foruden den nye T8-model-serie også vise opdateringer på CR-rotormejetærskerne.

- Vi kan godt mærke vi er en underdog på mejetærskermarkedet her i USA, mens vi i Canada har et utrolig godt fodfæste med cirka en femtedel markedsandel, fortalte danske Lars Skjoldager Sørensen på den amerikanske messe. Lars Skjoldager Sørensen arbejder som globalchef for høstmaskiner hos New Holland, og sidder til dagligt på hovedsædet for New Holland mejetærsker i Zedelgem i Belgien.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Mange bække små

Han ser frem til at vise mejetærskernyhederne på Agritechnica 2019 til november i Hannover, og han fortæller, at der denne gang primært er tale om motoropdateringer, samt en række mindre opdateringer:

- Men mange små mindre opdateringer har faktisk en stor betydning. Bare i løbet af de sidste 24 måneder har vi foretaget mere end 100 kvalitetsforbedringer - foruden det automatiske IntelliSense-system, der bragte automatisering op på et helt nyt plan, da vi lancerede det sidste år, fortæller han.

Han fortæller, at man over de seneste fem år har øget høstkapaciteten på 25 procent på rotormejetærskerne, og samtidigt forbedret maskinens evner til at opretholde den store kapacitet under vanskelige forhold.

- Det handler ikke kun om stor kapacitet på en mejetærsker - det handler også om, at høstdagen kan forlænges i begge ender. Det oplevede vi blandt andet med indførsel af fødevalsen foran rotorerne, som vi kalder for DFR (Dynamic Feed Roll), fortæller Lars Skjoldager Sørensen.

rich-media-2
Selvom det kan føles som mange små opdateringer på New Hollands mejetærskere de sidse år, så har de mere end 100 små opdateringer øget CR-tærskerebs kapacitet med 25 procent på fem år. Foto: New Holland.

De to topmodeller i CR-mejetærsker-serien har fået 10 procent større kornelevator, og hastigheden på halmudkasteren øget. Inde i kabinen er der også sket opdateringer, da selve farven i kabinen er blevet mørkere, som er knap så følsom overfor skidt og støv, også er selve højre armlæn blevet opdateret med børstet aluminium, som man også kender det mange steder fra bilernes verden.

Artiklen fortsætter efter annoncen

På Agritechnica 2019 viser New Holland ikke kun opdateringer CR-rotormejetærskere, men også på CX-rystemejetærskerne. Læs mere om opdateringerne HER.

Opdateret motorer

De primære ændringer på CR-serien forbliver dog i motorrummet. For at overholde de nyeste emissionskrav har alle modeller pånær topmodellen CR10.90 og CR8.80 fået en effektforøgelse. I den lave ende af serien er CR7.80 og CR7.90 blevet opgraderet med henholdsvis 14 og 11 hestekræfter.

CR8.90 kører nu med en Cursor 13-motor, der yder 544 hestekræfter, hvilket er 27 hestekræfter mere end tidligere, og modellerne CR 9.80 og CR 9.90 har nu fået ekstra 29 hestekræfter, så de kommer op på 600 hestekræfter. CR 8.80 og CR10.90 bevarer deres kraftige ydelse med maksimal effekt på henholdsvis 517 og 700 hk.

rich-media-4
Kabinen har fået et frisk pust med en mørkere farve og børstet aluminium på højre armlæn, som man kender det fra bilernes verden. Foto: New Holland.

Ikke topmodellen i USA

Da Maskinbladet mødte den danske topchef på den amerikanske udstilling, skete det ved den største gule mejetærsker på New Holland-standen. Der var tale om den 544 hestekræfter stærke CR8.90, og det kan undre, at man netop i USA ikke viser topmodellen - men det er der en helt særlig grund til:

- Tomodellerne i CR-programmet sælges primært i områder, hvor der høstes meget korn. Det er områder som Canada, England, Danmark og Australien, hvor vores dobbelt rotor princip kommer mest til sin ret. Her på Farm Progress Show er der primært fokus på majs og soja, og derfor rammer 7- og 8-klasse maskinerne der passer ind her, forklarer Lars Skjoldager Sørensen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi kan mærke en stigende interesse for de gule mejetærskere i USA, og det er glædeligt, selvom der ikke er tvivl om, at europæiske producerede maskiner har det svære i USA, end de amerikanske producerede maskiner.