Landmændenes salgspriser på svin steg med hele 30,6 procent i andet kvartal i forhold til første kvartal 2019, mens prisen på de øvrige salgsprodukter kun ændrede sig lidt, skriver Danmarks Statistik.

Samtidig var der ikke de store ændringer i priserne på forbruget i produktionen. Bytteforholdet er forholdet mellem priser på jordbrugets salgsprodukter og priser på forbrug og investeringer i produktionen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Fra andet kvartal 2018 til andet kvartal 2019 steg priserne på jordbrugets salgsprodukter 9,7 procent. Det skete på baggrund af en stigning på 13,0 procent for de vegetabilske salgsprodukter, hvilket især skyldes, at prisen på korn steg 25,3 procent og grøntsager og prydplanter med 8,0 procent, som følge af tørken i sommeren 2018.

ASF

De animalske salgsprodukter steg med 8,8 procent, hvilket kan henføres til især de kraftige prisstigninger på svin. De stigende verdensmarkedspriser på svin skyldtes især stor efterspørgsels af svinekød fra Kina, på grund af afrikansk svinepest, som har medført kraftig nedgang i bestanden af svin i landet, skriver Danmarks Statitstik.

De animalske salgsprodukter udgør 69 procent af det samlede salg. Mælk og svin udgør tilsammen halvdelen af jordbrugets salgsprodukter og har derfor stor betydning for den samlede prisudvikling.

Det samlede prisindeks for jordbrugets forbrug og investeringer steg med 0,7 procent i forhold til andet kvartal 2018, mens det steg med 0,2 procent fra første kvartal til andet kvartal 2019. Stigningen skyldtes primært højere priser på foderstoffer. Prisen på foderstoffer hænger sammen med prisen på korn, da meget korn går til foder, skriver Danmarks Statistik.

Tørken 2018

Jordbruget bytteforhold (2015 = 100) steg i andet kvartal 2019, og ligger nu over bytteforholdet i 2018, hvor landmændenes økonomi var presset blandt andet på grund af sommerens tørke og lave priser på svin og mink, hvilket også kan ses i landbrugets økonomi (se Nyt fra Danmarks Statistik 2019:194, Landbrugets bruttofaktorindkomst 2018). De betydelige bedre priser på svin og en mere normal høst vil sandsynligvis forbedre det økonomiske resultat for landmændene i 2019.