Tidligere havbiolog ved Danmarks Miljøundersøgelser, Gunni Ærtebjerg, skrev en artikel i tidsskriftet Vand & Jord nr. 2, maj 2018, som giver anledning til nogle refleksioner, fordi den fremfører en falsk historie om grundlaget for dansk vandmiljøpolitik.
Desværre har Vand og Jord ikke været hjælpsomme med at få berigtiget sagen endsige give plads for et genmæle, som det er kutyme i seriøse publikationer. Derfor bringes her et svar på artiklen - mere end et år efter udgivelsen.
Fagligt og videnskabeligt er tingene klarlagt. Den store udfordring er af pædagogisk og politisk karakter.
Poul Vejby-Sørensen
I artiklen kastede Gunni Ærtebjerg pinlige beskyldninger mod afdøde Flemming Juncker og undertegnede for at have kørt "en systematisk misinformationskampagne".
Det er skuffende udtalelser fra en, der kalder sig ekspert, men som tydeligvis ikke har forstået det, han kritiserer, og heller ikke har fulgt med i de seneste årtiers internationale forskning om økosystemets støkiometri.
Flemming Juncker besad stor viden på flere områder - blandt andet inden for en række kemiske og biologiske discipliner, hvor hans indsigt langt overgik mange af nutidens letvægtsforskere.
Hvis Ærtebjerg virkelig tror på, hvad han skriver, forklarer det måske, hvorfor han deltog i fupnummeret med at hænge landbruget ud som årsag til de berømte døde hummere i Kattegat, selv om det var tydeligt, at hummerne døde af et gigantisk mangeårigt udslip af byspildevand fra Øresunds-området - herunder især "menneskegylle" fra millionbyen København (forklaring senere).
Forkert analyse
Gunni Ærtebjerg tog fejl, da han i 1986 proklamerede, at kvælstof fra landbruget var årsagen til iltsvindsproblemerne nord for Gilleleje (hvortil der stort set ikke udledes vand fra landbrug). Og fejltagelsen blev især fatal, fordi der på daværende tidspunkt ikke i Miljøstyrelsen fandtes sagkundskab, der på forsvarlig vis kunne håndtere det alarmerende budskab.
Miljøstyrelsens daværende mangel på sagkundskab og kvalifikationer blev i 1989 beskrevet af den tidligere formand for Statens naturvidenskabelige Forskningsråd, professor dr. phil. Axel Michelsen, der kendte alt til miljøforskningens kvalitet. I Weekendavisen erklærede han: "Ingen med bare perifer forbindelse til den seriøse del af miljøforskningen har kunnet være i tvivl om, at begrundelsen for vandmiljøplanen er politisk og ikke saglig, og at Miljøministeriets "forskning" ikke har noget med forskning at gøre. Det har nu heller aldrig været tilsigtet".
Så meget om Miljøministeriets faglighed i 1980'erne.
VMP I var fornuftig
Vandmiljøplan I indeholdt mange gode tiltag. Det var nødvendigt, at gribe ind over for en række industriudledninger og landbrugets udledning af møddingvand og ensilagesaft mv.
Derimod indeholdt Vandmiljøplan II mange misforståelser, som det kommer for vidt at gennemgå her.
Men når Gunni Ærtebjerg skriver:
"Det er i dag evident for vore farvande, at landbrugets forbrug af kvælstofgødning styrer produktionen af planktonalger og dermed iltforbrugets størrelse i fjorde, kystvande og de indre farvande", er det ukorrekt og bygger på mindst to misforståelser:
1) Ærtebjerg overser, at det er overforsyning med fosfor, der er den primære årsag til følsomhed for kvælstof ("kvælstofbegrænsning").
2) Ærtebjerg ser endvidere bort fra årtiers forskning, der har belyst, hvad næringsstofferne betyder i økosystemet, herunder, at relativt lidt kvælstof i forhold til fosfor (lav N:P ratio) medfører alger med lavt proteinindhold, som har ringe værdi i fødekæden, men som til gengæld har høj vækst på grund af rigelig forsyning med fosfor (der speeder celledelingen op). Sådanne alger med høj vækst og lav "efterspørgsel" i fødekæden, fører til eutrofieringsproblemer og iltsvind. Lav N:P ratio var herskende i alle problem-fjordene i 1970'erne og 1980'erne. Årsagen til lavt N:P ratio var massive udledninger af urenset fosforbelastet spildevand fra fjordbyernes kloaksystemer. Værst stod det til i Roskilde Fjord, der var voldsomt fosforforurenet og derfor havde ekstremt lav N:P ratio på mellem 1 og 2. Fjorden var derfor stærkt kvælstofbegrænset. Dette har i mange år fået forskere fra Aarhus Universitet til at kaste skylden på kvælstof. I mange år har professor Stiig Markager optrådt med budskabet. På det seneste har professor Mikael Schou Andersen i Berlingske videreført påstanden. Udledning af fosfor fra spildevand fører i Danmark direkte til anklage mod kvælstof og hermed indgreb mod landbruget.
Ærtebjerg henviser til, at NPo-redegørelsen fra 1984 og NPo-handlingsplanen fra 1985 hovedsageligt fokuserede på ulovlige udledninger fra forskellige sektorer samt for landbrugets møddingvand og ensilagesaft mv., men ikke det såkaldte markbidrag.
Statistisk fejltagelse
Markbidraget har dog en langt mindre betydning end beskrevet i artiklen. Ærtebjerg viser en ukvalificeret graf, der forsøger at fremstille en korrelation mellem landbrugets indkøb af kunstgødning og primærproduktionen i Storebælt. Men de to størrelser har stort set intet med hinanden at gøre (manglende kausalitet). Næringsforholdene i Storebælt domineres af afstrømningen fra Østersøen - og ikke af indkøbt kunstgødning i f.eks. Vestjylland. Dermed er statistikken direkte misvisende.
Ærtebjergs oplysning om, at Miljøstyrelsens kontorchef, Mogens Dyhr, lavede de første overslag til Vandmiljøplan I på en serviet ved et aftenmøde på et københavnsk værtshus, bekræfter i virkeligheden, at den del af vandmiljøpolitikken var uden faglig forankring.
HISTORIEN SKAL SKRIVES OM
- her kommer den virkelige fortælling
Mange af spændingerne mellem "miljøinteresser" (grønne organisationer) og "erhvervsinteresser" (landbrugets organisationer) skyldes danske miljømyndigheders mangeårige grundlæggende misforståelse omkring næringsstoffernes rolle for havmiljøet.
Panik i 1980'erne
Det gik galt i 1986, da iltsvindet i nogle danske kystvande kulminerede med det "berømte" iltsvind nord for Gilleleje, hvor nogle døde hummere blev bragt i havn og forevist på TV under stor dramatik i bedste sendetid. DN's daværende direktør krævede hurtig handling - "ikke tid til flere undersøgelser".
Den paniske situation levnede ikke tid til seriøse overvejelser. Af samme grund blev der ikke involveret egentlig videnskab i diagnosen: Havbiolog ved Danmarks Miljøundersøgelser (DMU), Gunni Ærtebjerg, der i øvrigt var bror til fiskeren, der landede hummerne, "skød fra hoften" med en diagnose, som ingen i Miljøstyrelsen eller ministeriet evaluerede. Der blev i hast udsendt en pressemeddelelse om, at iltsvindet skyldtes landbrugets udledning af kvælstof. Gunni Ærtebjerg har senere beskrevet (Ingeniøren nr. 12 - 26. marts 1999), hvorledes han nåede frem til sin diagnose: "Fra Bæltprojektet vidste vi, at primærproduktionen hovedsagelig var kvælstofbegrænset (styret af tilførslen af kvælstof). Det eneste sted i samfundet, hvor der var sket en markant stigning i anvendelsen af kvælstof, var i landbruget."
Forkert diagnose
Gunni Ærtebjergs diagnose var forkert, idet den fysiologiske kvælstofbegrænsning i iltsvindsområdet var et resultat af massiv forurening (herunder af fosfor) fra København og svenske Øresunds-byer. I mange år før fangsten af de døde hummere havde København hvert år udledt ca. 1 mio. tons vådt slam i Øresund, hvor den dominerende nordgående strøm førte det op nord for Helsingør-Hälsingborg. Her bredes strømmen ud, så hastigheden aftager, og slampartiklerne bundfældes i området nord for Gilleleje på den danske side og i Skälderviken og Laholmsbukten på den svenske side. Præcis de områder, der var ramt af iltsvind i 1980'erne, se figur 1 fra NPo-redegørelsen fra 1984, der viser situationen i 1981.
Renseanlæg Lynetten, der var etableret i 1980, fortsatte med at udlede store mængder slam på grund af hyppige driftsforstyrrelser. Så sent som i 1984 og 1985 udledtes ca. 200.000 tons slam om året. Det var mange tusinde procent over det tilladte, og Miljøankenævnet pålagde Lynetten et drastisk krav om at halvere slamudledningen hvert halve år, indtil man nåede ned på 1/16 eller 440 tons.
Den falske diagnose om kvælstof er stadig basis for myndighedernes miljøindsats (kvælstofmodellerne). Seniorforsker Karen Timmermann, DCE, Aarhus Universitet, bekræftede på Plantekongressen i januar 2017, at Aarhus Universitet, som er ansvarlig for myndighedsbetjeningen, fortsat bygger sin strategi på Justus von Liebigs minimumslov (1855). Dette er katastrofalt, fordi Justus von Liebigs teori netop ikke gælder i forbindelse med havets økosystem. Den gælder kun under laboratorieforhold afskåret fra økosystemet. Der er således ikke belæg for den ofte fremførte påstand fra professor Stiig Markager, Aarhus Universitet, om at dansk landbrugs udledning af kvælstof er "den afgørende faktor" for miljøproblemerne i kystvandene. Kvælstof er én blandt mange faktorer - og kvælstof fra landbruget er kun en del heraf. Men den primære faktor er fosfor. Uden relativt høj fosforkoncentration (N:P < ca.7) opstår slet ikke kvælstofbegrænsning.
Velbegrundet balance
Derimod er det oceanografen Alfred C. Redfields balanceteori (1934), der er relevant i havets økosystem. Som andre biologiske processer drejer det sig om ligevægte.
Spændingen mellem de to teoretiske platforme er voldsom, fordi de angiver helt forskellige (faktisk modsat rettede) indsatskrav i den samme situation.
Her har Danmark siden 1980'erne ensidigt bygget miljøindsatsen på den forkerte teori og dermed ignoreret den rigtige. Før eller siden skal denne fejl naturligvis erkendes og rettes (økosystemet overgiver sig ikke).
Skader CO2-regnskabet
Kvælstofnormerne har begrænset landbrugets anvendelse af den essentielle produktionsfaktor kvælstof, hvilket har medført mindre udbytter og lavere proteinindhold i afgrøderne. Underforsyningen med kvælstof har samtidig skadet Danmarks klimaregnskab pga. mineralisering af jordbunden med CO2-emission til følge og manglende CO2-binding.
Omvendt har kvælstofnormerne ikke haft den tilsigtede effekt på havmiljøet. Den forbedring, der er sket på havmiljøet siden de voldsomme iltsvind i 1980'erne, skyldes andre faktorer - hovedsagelig bedre rensning af spildevand for organisk stof og fosfor. Men fosforrensningen er dog stadig langt dårligere end i vore nabolande. Dette skyldes den forkerte prioritering gennem flere årtier, hvor hovedvægten blev lagt på kvælstof.
Helt aktuelt gives problematiske tilskud til vådområder, der begrænser kvælstofudledningen, men samtidig har den alvorlige bivirkning, at de forøger den mere skadelige fosforudledning ("fosformobilisering") og dermed gør ondt værre i kystvandene.
I laboratoriet virker begrænsning af kvælstof, hvor der er "kvælstofbegrænsning". (Se figur 2)
Men i havmiljøet er forholdet mellem kvælstof og fosfor (N:P) afgørende .
Det kan slås fast, at tilstanden "kvælstofbegrænsning" absolut ikke skyldes kvælstofudledning, men derimod overskud af fosfor - i reglen som følge af udledning af spildevand fra afløbssystemer med lavt N:P. Derfor findes fysiologisk "kvælstofbegrænsning" kun i områder, der er stærkt belastet af fosfor. (Se figur 3)
Konklusion
Det er helt afgørende, at der nu med 30 års forsinkelse gøres op med misforståelsen om, at tilstanden "kvælstofbegrænsning" betyder, at kvælstofudledningen skal begrænses. Ifølge moderne økologisk støkiometri viser "kvælstofbegrænsning", at der er for meget fosfor i økosystemet (jfr. NPo-redegørelsen side 19).
Det er vigtigt at forstå, at Justus von Liebigs minimumslov gælder i kontrollerede laboratorieforsøg, men ikke hører til i det åbne havmiljø. Her er det Redfields balanceteori, der er relevant. At det forholder sig således underbygges af bl.a.:
? NPo-redegørelsen fra 1984
? professor David Schindler, Canada, og professor Robert Hecky, USA, fra 37 års fuldskala studier afsluttet i 2006
? professor John A. Downing, USA, fra 1990erne og frem
? professor Patricia M. Glibert, USA fra 2011
? professorerne Robert W. Sterner og James J. Elser: Ecological Stoichiometry
? Det internationale evalueringspanel fra 2017
Beviserne for Danmarks fejltagelse i vandmiljøet er yderst håndfaste og massive.
En opretning på flere årtiers misforståelse vil gå over i historien med stor anerkendelse fra både erhvervsinteresserne og miljøinteresserne.
Fagligt og videnskabeligt er tingene klarlagt. Den store udfordring er af pædagogisk og politisk karakter.
Litteratur:
NPo-redegørelsen side 19: "Planteplanktonets produktion i kystvandene begrænses efter områdets beliggenhed hovedsageligt af kvælstof ved stor tilførsel af fosforrigt spildevand".
Miljøstyrelsen 1984.
David W. Schindler, R. E. Hecky, D. L. Findlay, M. P. Stainton, B. R. Parker, M. J. Paterson, K. G. Beaty, M. Lyng, and S. E. M. Kasian: Eutrophication of lakes cannot be controlled by reducing nitrogen input: Results of a 37-year whole-ecosystem experiment.
PNAS August 12, 2008. 105 (32) 11254-11258; https://doi.org/10.1073/pnas.0805108105
John A. Downing: Marine nitrogen: Phosphorus stoichiometry and the global N:P cycle.
Biogeochemistry 37: 237-252. 1997.
John A. Downing, Craig W. Osenberg, and Orlando Sarnelle: Meta-analysis of marine nutrient-enrichment experiments: Variation in the magnitude of nutrient limitation.
Ecology, 80(4), 1999, pp. 1157-1167.
Patricia M. Glibert, David Fullerton, Joann M. Burkholder, Jeffrey C. Cornwell, and Todd M. Kana: Ecological Stoichiometry, Biogeochemical Cycling, Invasive Species, and Aquatic Food Webs: San Francisco Estuary and Comparative Systems.
Reviews in Fisheries Science, 19(4): 358?417, 2011.
Robert W. Sterner and James J. Elser: Ecological Stoichiometry. The Biology of Elements from Molecules to the Biosphere. 439 sider. Princeton Paperbacks.
International evaluation of the Danish marine models.
Miljø- og Fødevareministeriet 2017.
