Abonnementsartikel

225 millimeter regn på kun tre uger øst for Aalborg har givet problemer med høsten. En hurtig handel mellem landmand i Nordjylland og Traktor & Høstspecialisten fik løst det problem.

Erik Hjorth i Skørping har netop fået leveret to nye Claas Lexion 780 mejetærskere med bælter. En hurtig beslutning om at udskifte to brugte Lexion 770 på hjul til to Lexion 780 med bælter blev løst indenfor samme uge hos Høstspecialisten.

- Jeg plejer alligevel at ombytte mine mejetærskere hver femte-sjette år, gerne op til Agritechnica i november, men jeg besluttede at fremrykke beslutningen, fortæller Erik Hjorth,

Artiklen fortsætter efter annoncen

Kyllingeproducenten driver 950 hektar, hvoraf meget er lavbundsjorde ned til Limfjorden.

- Der er katastrofalt blødt i marken, vi har svært ved at høste med almindelige hjul. I sidste uge sad vi fast flere gange. Det både ødelægger jordbundsstrukturen, og vi bruger unødig kræfter og tid på at sidde fast med vores køretøjer, fortæller Erik Hjorth.

Hurtig levering

Mandag i sidste uge kontaktede Erik Hjorth salgskonsulent Klaus D. Mortensen hos Traktor & Høstspecialisten i Grundfør for at høre, hvilke Class-mejetærskere de havde klar på hylderne.

- Vi bestilte maskinerne mandag klokken 17 og allerede fredag fik dem leveret her på gården. De var dog først omkring klargøringen med blandt andet montering af GPS, så det synes jeg Klaus D. Mortensen har gjort godt. Det må siges at være effektiv og professionel hjælp, siger kyllingeproducent Erik Hjorth, der også roser værkstedet hos Høstspecialisten for god og hurtig service.

Erik Hjorth har været kunde hos Traktor & Høstspecialisten i en årrække under den tidligere ejer, Allan Mahler.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Jeg fortsætter som kunde hos høstspecialisten udelukkende fordi, ånden fra Allan Mahler stadig er at finde i Grundfør, siger han.

Hos Traktor & Høstspecialisten glæder de sig over, at de så hurtigt kunne hjælpe kunden, der stod med et problem med bløde og våde marker.

- Det er denne type hurtige og effektive løsninger, der giver værdi for vores kunder, og derfor også for os, siger Klaus D. Mortensen.

Klaus D. Mortensen registerer en stigende interesse for bælter på grund af det mere ekstreme vejr med megen nedbør.

Erik Hjorth mangler forsat at høste 220 hektar vårbyg og 350 vinterhvede med sine to nyindkøbte Lexion 780 på bælter.