I 2018 blev der fremstillet masser af smør i Danmark, skriver FoodSupply. For mens den gennemsnitlige produktion i de tidligere år har ligget på 55-57 millioner kilo, landede produktionen i 2018 på 74 millioner kilo. Ifølge FoodSupply blev 52,2 millioner kilo eksporteret ud af landet - også en markant stigning i forhold til en smøreksport på 37,2 millioner kilo året før.

Det fremgår af årets udgave af Landbrug & Fødevarers 'Mejeristatistik', som hvert år serverer friske data om udviklingen i stort set alle hjørner af dansk mejeribrug.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- For smørrets vedkommende skyldes den eksplosive vækst i høj grad en særlig markedssituation, hvor nogle ekstraordinært høje priser i 2017 blev afløst af et prisfald i løbet af 2018. I en periode lå de europæiske smørpriser under priserne på verdensmarkedet, hvilket betød, at smør fra Danmark pludselig var et attraktivt produkt for de internationale indkøbere. Så der blev købt stort ind, for nu at sige det populært, forklarer Niels Ole Nielsen til FoodSupply.

Også osteproduktionen havde fremgang i 2018. Produktionen steg således fra 446,7 millioner kilo i 2017 til 451,6 millioner kilo i 2018, mens eksporten af ost i samme periode steg fra 382,1 millioner kilo til 386,8 millioner kilo.

De øvrige produktkategorier som mælkepulver og konsummælksprodukter (drikkemælk, yoghurt, fløde og andre 'friske' produkter) oplevede ikke samme fremgang som ost og smør.