En regel i arbejdsloven, den såkaldte 48-timers regel, betyder, at der er grænser for, hvor mange timer medarbejdere må arbejde. Bryder man reglen, kan det føre til bøder på op til 50.000 kroner, skriver Agri Nord i en pressemeddelelse.

Det er høstsæson. Over marken skinner solen. En mejetærsker kører løs for at høste hvede, og det er nu eller aldrig, for om lidt kommer der regn. I mejetærskeren sidder en ung fører. Det gør han 34 timer i træk. Når han er færdig og kommer ud af maskinen, tager han et skridt og skælver. Og så kollapser han.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Op til 50.000 kr.

Grænsen er den såkaldte 48-timers regel. Den indgår i arbejdstidsloven og betyder, at hvis en medarbejder har haft mere end 48 arbejdstimer om ugen i gennemsnit over en periode på fire måneder, kan arbejdsgiveren få en bøde på op til 50.000 kroner.

Det er arbejdsgiverens ansvar, at lovgivningen overholdes, også selvom man har skrevet de ekstra timer i en kontrakt med medarbejder. Det fortæller Jan Sølver Svendsen, der er arbejdsmiljørådgiver ved Dansk Arbejdsmiljø Rådgivning:

- Selvom man bliver enig med sin medarbejder om ekstra timer, så gælder lovgivningen stadig. Vi anbefaler, man får styr på arbejdstimerne og i stedet finder afløsere til at varetage de ekstra timer i stedet for at risikere bøder, siger Jan Sølver Svendsen og fortsætter:

- Lovgivningen er ikke overenskomstbestemt og gælder alle arbejdspladser. Medarbejderen bør sige fra, og det skal arbejdsgiver respektere.

Føre til stress og sygdom

Udover de økonomiske konsekvenser kan det have store menneskelige konsekvenser, hvis ikke man overholder reglerne om arbejdstider.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Når din krop arbejder så meget på højtryk, så koster det i den lange ende. Det kan føre til stress og sygdom, hvis man udsættes for et for stort arbejdspres, og det kan blive en byrde både på arbejdspladsen og hjemme i privaten, siger Jan Sølver Svendsen.

Og fysisk og psykisk træthed kan føre til brud på øvrige sikkerhedsregler.

- Det er sikkerhedsmæssigt uforsvarligt, når du er så træt og har arbejdet for meget over. Så er det ikke altid sikkerheden, der kommer i første række, og det kan ende fatalt ? eller med flere bøder, siger arbejdsmiljørådgiveren.

Det er især i høstsæsonen i august og september, man bør være ekstra varsom med overarbejde.

48-timers reglen

- Brud på 48-timers reglen koster en bøde på 25.000-50.000 kr.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det er arbejdsgiverens pligt at overholde lovgivningen

- Selvom de ekstra timer er skrevet i kontrakten med medarbejder kan overarbejde stadig udløse bøder

- Arbejdstilsynet kan indkalde timesedler, der går fem år tilbage.