Abonnementsartikel

I dagens afgrødekommentar sættes der blandt andet fokus på USA's centralbank FED, der angiveligt sænker renten på onsdag.

Dqagens afgrødekommentar fra Jyske Markets: Efter det næsten er tre måneder siden, at forhandlingerne mellem USA og Kina på handelsfronten brød sammen, så indleder parterne nu en ny runde af face-to-face møder i Shanghai. Møderne, som indledes i morgen, vil køre over et par dage. Forventningerne til, at der bliver indgået en endelig aftale er dog på forhånd meget dæmpede, hvilket ikke mindst skyldes de seneste blandede signaler fra parterne samt at der stadig er større og hårde knuder, som skal løses. Den globale økonomi har brug for en god aftale - derfor var det også den efterhånden langvarige handelskrig, eskalerende spændinger i teknologispørgsmål, Brexit m.v., som var nogle af de afgørende argumenter for, at IMF i sidste uge valgte at reducere skønnet for den globale vækst til det laveste niveau siden finanskrisen. I relation til afgrøderne er der dog mere optimisme at spore, efter flere kinesiske medier hen over weekenden har understøttet forventningen om, at kinesiske virksomheder vil indgå friske aftaler på køb af amerikanske landbrugsvarer - fritaget for gengældelsestariffer. I hvilket omfang det vil ske lader stadig vente på sig.

For USA er det ikke kun handelskrigen, som er et fokuspunkt denne uge. Den amerikanske centralbank FED ventes på rentemødet onsdag at sænke renten, hvilket vil være første gang i 10 år. Jyske Bank forventer et 'cut' på 25 bp, hvilket lægger sig meget tæt op ad markedets forventninger. I forhold til den fremtidige rentebane indpriser markedet i øvrigt allerede cuts i september eller oktober samt igen til januar.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Den europæiske hvede indleder ugen omkring niveauer tæt på toppen af de seneste par ugers prisinterval, godt supporteret af euroens værdi, som stadig ligger nær de svageste niveauer over for USD i år. Det er således en faktor, som pt. understøtter konkurrencedygtigheden i Europa. Raps holder sig ligeledes nær toppen af seneste prisinterval, bl.a. som en følge af meget svage høstforventninger samt juli måneds stigende tendens for palmeolien. Vigtig er det også her, at kontrakterne på MATIF de seneste dage har konsolideret sig over årets ellers hidtil højeste niveauer. For november terminen mangler vi dog endnu at se et brud over 380 EUR/ton, hvilket markerer det førstkommende mere vigtige modstandsniveau for kontrakten.