Abonnementsartikel

Debatten på Maskinbladet.dk bugner i øjeblikket af indlæg, som revser Arla efter andelsmejeriet i går sænkede prisen på mælk med 20 øre.

Mange af indlæggene opfordrer Arlas ledelse til at gå virksomheden efter med en tættekam for at finde flere penge til andelshaverne.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Peter Bak skriver: Det er vist på tide, at Arla-toppen begynder at kigge efter besparelser og Peder Tuborgh kan passende starte fra toppen. Det er der de store lønninger er.

EK fortsætter i samme spor: Det er sgu da flot. For bare 2 dage siden var der en stor overskrift om, at Arla har købt et mejeri i USA. Det er sgu da nemt når Arla skal bruge penge, ja så sænker man bare prisen hos landmændene. Men det var måske bedre, at de penge var blevet brugt til at bevare mælkeprisen.

Formanden for Arla Foods, Ove Møberg, garanterer, at mejeriet tager producenternes situation alvorligt:

- Vi er helt klar over, at situationen er ekstrem, og vi vil spare, det vi kan nu og her. Hver en sten bliver vendt for at finde ud af, om der kan skæres yderligere til i virksomheden. Vi er ingenting uden vores andelshavere, konstaterer han.

Der er endnu ingen konkrete spare-initiativer i gang, men Arla Foods har til gengæld lagt en dæmper på nye projekter:

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi har, indtil videre, sat en stopper for alle investeringer, der ikke allerede er sat i gang, siger Ove Møberg.

Han advarer dog mod at ryste på hånden og opgive de strategiske mål, som virksomheden arbejder efter. Blandt andet ser han nyindkøbet af et mejeri i USA (Ved en fejl stod her tidligere England. Red), som et skridt i den rigtige retning:

- Vores selskab skal vise styrke og tro på fremtiden. Når krisen vender, skal vi være klar til at slå til. Det er med til at vise bankerne, at produktionen har en fremtid i Danmark, og at de roligt kan give producenterne kassekreditter.

Samtidig afviser Ove Møberg at lukke produktionsanlæg for at skære i omkostningerne: Vi er et andelsselskab og vi tager den mælk vores ejere producerer, konstaterer han.

Arlas repræsentantskab har i dag givet fuld tilslutning til det regnskab, der blev præsenteret i sidste uge.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Du kan læse årsrapporten her.