Når Holstebro Struer Landboforening i efteråret 2020 markerer 200-året for foreningens stiftelse, bliver det med meget mere end en god jubilæumsfest.
Faktisk startede markeringen allerede mandag, hvor formand Kristian Gade løftede sløret for en mark med maltbyg, der er sået i foråret. Den gode byg bliver siden brugt til at producere en jubilæums-øl, som skal bruges ved forskellige arrangementer i forbindelse med fejringen.
Men foreningen ser også langt ud over egen næsetip med arrangementer, der skal være med til at understrege den betydning, som landbruget har haft gennem de 200 år, skriver foreningen i en pressemeddelelse.
- Landbruget er ikke alene fundamentet for en lang række arbejdspladser i fødevareklyngen. Landbruget har også haft, og har stadig, betydning for både kultur, uddannelse, foreningsliv og i at holde liv i lokale samfund, siger formanden.
- Det vil frem til efteråret 2020 blive markeret med en stribe aktiviteter, der også skal gøre byboere og folk, der ikke har tilknytning til landbruget et indblik i,og forståelse for hverdagen i landbruget, siger formand Kristian Gade
Det kommer til at ske med en række arrangementer som "Landbruget kommer til byen?", torvedage, gårdbesøg, gæstespisninger hos lokale landmænd, og meget mere, som vil blive afsløret løbende.
Historien fortælles
I forbindelse med jubilæet udarbejdes et jubilæumsskrift i samarbejde med Holstebro Museum.
Redaktør på skriftet bliver tidligere museumsinspektør ved Herning Museum, Søren Poulsen, der selv er deltidslandmand.
Bogen kommer til at rumme både en historisk gennemgang af landbruget og området, ligesom der bliver en række interviews med nøglepersoner.
Oprindeligt var foreningen for hele det daværende Ringkøbing amt, men deltes senere op i flere lokale foreninger, og den oprindelige forening fortsatte som Hjerm-Ginding Herreders Landboforening (i dag Holstebro-Struer Landboforening).