Den nye fødevareminister, Mogens Jensen (S), indledte sin åbningstale på Landsskuet med at konstatere, at Martin Merrild ikke har mistet evnen til at ride kæpheste, fordi Martin Merrild i sin tale havde peget på nogle af de udfordringer, Landbruget står over for, og de bekymringer, som erhvervet har over den nye regerings planer om at tredoble skatten på generationsskifte.

Han slog dog fast, at han ser sit besøg på Landsskuet som den allerbedste start på sin ministergerning.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det er kun her, man kan opleve svinevæddeløb, sædaftapning og hestevognskørsel med Lars Krarup samme dag, sagde ministeren.

Den nye minister tog også fat på at beskrive sine forskellige ministeropgaver, der af mange kaldes en rodebutik, fordi han foruden fødevareerhvervet også er minister for fiskeri, nordisk samarbejde og ligestilling.

- Det ligner da også en blandet landhandel, der er gået i fisk, sagde han og understregede, at han ser det som sin opgave at sikre bedst mulige rammevilkår for de danske landmænd, som han endda kaldte verdens bedste landmænd.

- Jeg vil gøre mit bedste for at passe på danske landmænd. Jeg stammer selv fra Salling og er født på en gård, sagde han og bedyrede, at han ser sig selv som erhvervets minister.

- Jeg har tidligere som minister deltaget i eksportfremstød og har på første hold oplevet den kæmpe respekt, der står om dansk landbrug ude i verden, sagde Mogens Jensen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Han pegede blandt andet på, at dansk landbrug har en effektiv og klimavenlig produktion.

- Og vi skal videre ad den vej, og jeg vil se fordomsfrit på alle de løsninger, der kan findes, sagde Mogens Jensen.