Det var i 2001, at ægteparret Folmer og Maria Hadberg-Rasmussen tog på rygsæksrejse til Australien og forelskede sig i de selvfarvede kæmper med det gode temperament og efterspurgte kød. Det skriver TV2 Fyn i en artikel.

Men det var ikke kun udseende og sind, der var godt ved den australske kvægrace Murray Grey. Denne race er nemlig også berømt for at forvandle tørt og næringsfattigt græs til godt, saftigt kød.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

- Australierne kalder dem for "verdens bedste græs til kød producenter". Fibrene i kødet er korte og fine, og kødet har en rigtig god fedtmarmorering, det man kalder intermuskulær fedtmarmorering, siger Folmer Hadberg-Rasmussen til TV2 Fyn.

Naturplejere ved Langeskov

Som de første i Danmark importerede ægteparret i 2010 to eksemplarer af racen. I dag findes der omkring 160 stykker i landet.

Ægteparret har omkring 100 køer, kalve, kvier, stude og tyrer græssende på mosearealerne Urup Dam ved Langeskov. Her fungerer køerne også som naturplejere.

Dyrene afgræsser nemlig den nøje vegetation, og på den måde skaber de lys og grobund for, at orkideerne kan trives der. Ifølge Folmer Hadberg-Rasmussen ville orkideerne gå til, hvis de ikke afgræssede.

I sidste weekend deltog familien Hadberg-Rasmussen også på Det Fynske Dyrskue. Her kunne de hive to førstepræmier med hjem. Den store avlstyr Mowgli blev kåret som skuets bedste tyr på tværs af alle racer i sin aldersgruppe.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Derudover blev en af køerne, Precius Mira, med sin kalv kåret som skuets bedste ko med kalv på tværs af alle racer. Det er familien godt tilfreds med.