Antallet af grisebedrifter faldt moderat i løbet af 2018 til 2.741 mod 2.937 året før, svarende til et fald på 6,7 procent. Over de seneste fem år har det gennemsnitlige årlige fald i antal grisebedrifter været 6,6 procent. Faldet er således gennemsnitlig, selv om 2018 var et meget dårligt rentabilitetsår for alle type grisebedrifter, skriver Michael Groes Christiansen, Seges Svineproduktion.

Prognosefremskrivningen gav følgende resultat: Antallet af bedrifter i Danmark forventes fortsat at falde frem mod 2028, hvor der forventes at være cirka 1.400 grisebedrifter i Danmark mod cirka 2.700 primo 2019. Af de cirka 1.300 grisebedrifter, som forventes at forsvinde, vil cirka 800 forsvinde i tidsrummet 2018-2023. Udviklingen mod færre bedrifter er nu størst i rene slagtegrisebedrifter, skriver Seges Svineproduktion.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Rene slagtegrisebedrifter

63,6 procent af totalslagtningerne i Danmark stammede fra rene slagtegrisebedrifter i 2018. Rene slagtegrisebedrifters andel af totalslagtninger var 55,7 procent tilbage i 2009. I gennemsnit havde de integrerede bedrifter cirka 37 procent full-line-produktion af slagtegrise. Dette var en lille stigning i forhold til året før, men økonomien ved salg af smågrise med meget lave markedspriser i 2018 gjorde det nok mere attraktivt at opfede flere slagtegrise selv. Derfor er det endnu for tidligt at sige noget om, hvorvidt der er en trend i opadgående retning for, om integrerede besætninger vil have mere integreret produktion, skriver Seges.

I 2018 overhalede de specialiserede sobedrifter de integrerede bedrifter med hensyn til, hvem der samlet havde flest søer. De specialiserede sobedrifter uden nævneværdig slagtegriseproduktion har cirka 51,1 procent af landets søer primo 2019 mod cirka 39 procent primo 2008.