For mælkeproducent Torben Hansen fra Handrup på Vestfyn er bæredygtighed ikke noget nyt.

På det Fynske Dyrskue i weekenden fyldte han biodiesel i tanken på traktoren og brugte granulerede rapskager i foderblandingerne, da han for andet år i træk var udvalgt til at blande foder til malkekøerne og kødkvæget på skuet.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

Den klimavenlige biodiesel fra Emmelev A/S er produceret af raps fra de danske marker, og de proteinrige rapskager er et sideprodukt fra produktionen. Rapskagerne sælges over hele landet og er med til at mindske den danske import af soja fra Sydamerika og USA.

Udnytter ressourcerne

- Nu handler det meget om bæredygtighed, men det har vi som landmænd jo altid arbejdet med, tidligere hed det blot, at det skulle være rentabelt, og at vi skulle udnytte ressourcerne. At beskæftige sig med naturen, miljø og nu bæredygtighed er en del af en lang proces, som vi landmænd altid har været en del af, siger Torben Hansen.

Han bruger selv rapskagerne hjemme på bedriften med Jersey-køer, og han havde ikke noget imod at fylde tanken på traktoren med biodiesel.

- Det her handler jo om, at vi i landbruget er en del af løsningen, selv om nogle mener, vi er problemet i forhold til klimaet. Jeg har det fint med at vise på dyrskuet, at tingene hænger sammen, og hvis man regner alle faktorer med, herunder biodiesel og rapskager, tror jeg faktisk, køerne også bidrager til at mindske CO-udslippet. For eksempel opsuger mine græsmarker CO2, og uden køer, ingen græsmarker, siger Torben Hansen.