Golfbanernes varierede landskab og udsåning af blomster giver nye levesteder for bier, og derfor skal landets golfbaner gøres mere bivenlige.

Golf og bier kan gå hånd i hånd og være en fin kombination. Golfbanerne består typisk af et varieret landskab, og når man samtidig fremmer blomstringen på arealerne, så kan der skabes et paradis for bier.

- Landets golfbaner har meget fokus på naturen, samt livet på og omkring banen. Der er mange spændende miljøinitiativer i gang, og vi ved at der god interesse for at hjælpe bierne. Det giver jo også golfbanernes brugere en mulighed for ekstra oplevelser, siger Torben Kastrup Petersen, der er bane- og miljøchef i Dansk Golf Union.

I Danmark findes 190 golfklubber med et samlet areal på cirka 13.000 hektar - eller et areal svarende til størrelsen på Samsø. Derfor er et nyt samarbejde mellem Dansk Golf Union og Danmarks Biavlerforening, som skal fremme indsatsen for bier og golfbanerne, ikke uden betydning.

1000 kvadratmeter blomstereng

Golfbanerne skal etablere minimum 1000 kvadratmeter bivenlig blomstereng for at blive bivenlig, men de skal også godtgøre andre initiativer, som for eksempel at etablere bunker af sten, kvas og træ, hvilket giver reddemuligheder for de vilde bier.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

- Vi har i Danmark registreret cirka 290 arter af bier, og desværre er en del af dem udfordret eller ikke længere eksisterende her i landet. Vi ved fra vores overvågning, at perioder med manglede varieret blomstring er blandt de væsentligste udfordringer. Desuden er manglen på reddesteder til de vilde bier en mangelvare i vores landskab, siger Rune Havgaard Sørensen, sekretariatsleder i Danmark Biavlerforening.

Hvis ikke der bliver skabt bedre forhold for bierne i Danmark, så kan det få alvorlige konsekvenser for de vilde planter og flere af de dyrkede afgrøder, som er afhængige af insektbestøvning. Bierne lever nemlig af blomsternes nektar og pollen. Under indsamlingen flytter bierne pollen fra blomsternes støvknapper til deres støvfang, og denne proces kaldes for bestøvning.

Bestøvningen sikrer, at planterne danner frø og frugter.