Varde Kommune dropper sit fredningsforslag af Varde Ådal, mens lodsejerne til gengæld trækker deres ansøgninger om at genoptage driften tilbage. Derved udskydes det juridiske slagsmål om erstatning i fem år, skriver Jv.dk.

Med den beslutning er landbrugsdriften og naturbeskyttelsen i Varde Ådal og ud til Ho Bugt fortsat uløst. Et enigt plan- og teknikudvalg i Varde Kommune trækker fredningsforslaget tilbage.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Problemet er, at vi ikke ved, hvad fredningsforslaget vil koste os. Varde Kommune skal spise brød til. Jeg håber, vi gennem dialog kan finde en løsning, siger Niels Christiansen (K) fra udvalget til Jv.dk.

Danmarks Naturfredningsforening Varde ærgrer sig dog over den politiske beslutning.

- Vi er desværre ikke overraskede over, at fredningsforslaget blot skulle bruges som middel til at hindre erstatningskravene overfor kommunen. Det havde jeg forudset meget vel kunne blive udgangen på det. Ærgerligt jeg fik ret. Igen bliver der ikke skabt nogle varige løsninger for naturen, siger den lokale DN-formand, Merete Vigen Hansen, til Jv.dk.

Hele fredningssagen udspiller sig som følge af et naturprojekt kaldet operation Engsnarre.

Fredningsforslaget kommer som følge af, at en 20-årige aftale med lodsejerne, der lægger jord til naturgenopretningsprojektet Operation Engsnarre, begynder at udløbe, og så vil mange af landmændene genoptage driften på engene.

Artiklen fortsætter efter annoncen

I den 20 år gamle aftale angående projekt Engsnarre står der, at man kan genoptage driften på engene, som den var, før man indgik aftalen. Dette ønskede Varde Kommune i første omgang ikke at give tilladelse til, og derfor pådrog de sig et erstatningsansvar overfor de 65 lodsejere.