2018 var et slemt år, men Danmarks største privatejede korn- og foderstofselskab holdt deres markedsvolumen.

Sidste års rekordtørre sommer fik overskuddet til at falde hos Danmarks største privatejede korn- og foderstofselskab Brødrene Ewers. Det skriver JydskeVestkysten.

Ifølge mediet faldt overskuddet fra 38,6 millioner kroner efter skat i 2017 til 27,3 millioner kroner sidste år. Sidste års ringe høst og stigende kornpriser gjorde samtidig også, at omsætningen steg med 100 millioner kroner hos selskabet, selvom man kilomæssigt solgte det samme som sidste år.

- Vi er godt tilfredse, for vi holder vores markedsvolume i et ellers faldende marked, siger administrerende direktør Hans Otto Ewers til mediet.

Firmaet har historisk baggrund i Sønderborg og er derfor naturligt godt repræsenteret i Syd- og Sønderjylland. Men de senere år er der også kommet afdelinger i Vestjylland, Himmerland, på Fyn og på Sjælland.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

God høst i år

Brødrene Ewers havde regnet med en reduceret indtjening på grund af den dårlige høst. I år ser det dog anderledes ud. Der har stadig manglet regn men slet ikke i samme grad som 2018. Derfor forudser selskabet, at det bliver et fint år.

- Den sidste måneds vand gør, at vi slet ikke har den tørkesituation, som vi oplevede i 2018. Der er dog et underskud af vand, men vi forventer en rimelig høst, siger administrerende direktør Hans Otto Ewers til mediet.

Brødrene Ewers forventer i år et resultat på niveau med 2018.