Abonnementsartikel
Strukturudviklingen i landbruget er præget af færre enheder og større specialisering. Den udvikling er også tydelig i kvægbruget, hvor bedrifterne bliver færre, men større.
Den udvikling vil malkeudstyrs-fabrikanten SAC matche, og derfor har SAC aftalt med sine danske forhandlere, at de i alt 60 lokale montører og sælgere fremover samles i tre regionale centre.
I Vestjylland samles administration og lager i SAC Center Vest i Holstebro, mens de nordjyske aktiviteter varetages via et SAC Center Nord i Nørager i Himmerland.
Resten af Jylland samt øerne administreres fra SAC Center Syd-Øst i Skodborg ved Vejen. På Bornholm serviceres SAC?s kunder uændret af JL Landbrugsteknik.
Matche den moderne producents krav
- Med de nye servicecentre sikrer vi, at SAC fortsat kan matche den moderne mælkeproducents krav om professionel service og kompetent rådgivning.
- Vi styrker samtidig den nære, lokale kontakt til landmanden ved at flytte blandt andet salgsopgaver fra hovedsædet i Kolding ud til de tre regionale centre, siger René Meyer Johannsen, administrerende direktør i Aktieselskabet S. A. Christensen
De lokale forhandlere har i forvejen haft forskellige former for regionalt samarbejde, som nu formaliseres med dannelsen af de nye servicecentre.
I Vestjylland har de tre lokale forhandlere taget skridtet fuldt ud og fusioneret kræfterne i et fælles selskab, mens forhandlerne i de to andre områder fortsætter som selvstændige forretninger i tilknytning til servicecentret.
- Som lokale forhandlere har vi hver haft tre-fire medarbejdere, som i princippet skulle kunne løse alle opgaver. Nu står vi stærkere med en fælles gruppe på 14 medarbejdere. Det betyder, at vi kan uddanne specialister til fremtidens produkter, og det bliver lettere at rekruttere nye medarbejdere, siger Poul Lauritsen, centerleder for SAC Vest i Holstebro.
Ændringerne af SAC?s forhandlerstruktur trådte i kraft ved årsskiftet, men blev officielt markeret i uge 8 med underskrift af aftaler på de tre servicecentre.