Fredag eftermiddag, når dyrskuefrokosten er veloverstået på Det Sønderjyske Fællesdyrskue i Aabenraa, kan gæsterne komme ned i SLF teltet og overvære en stor politikerdebat med flere lokale politikere, skriver SLF i en pressemeddelelse.

Debatten er arrangeret af SLF - Sønderjysk Landboforening - i fællesskab med Det Sønderjyske Fællesdyrskue.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Temaet er klima og bæredygtighed: Hvilken rolle spiller landbruget ? hvad skal der til for at blive klimaneutral, og har vi de rammebetingelser, der skal til for at nå i mål?

- Vi vil lægge op til, at Folketings- og EU-politikere forholder sig til de fremtidige rammebetingelser for landbruget. Danske landmænd er dygtige og vores landbrugsprodukter er blandt verdens mest klimavenlige med laveste klimabelastning og højeste kvalitet på alle andre parametre. Alligevel er det svært at tjene penge som landmand i Danmark - på grund af det høje omkostningsniveau, som blandt andet skyldes vores rammebetingelser, siger formand for SLF, Christian Lund.

Med til debatten er: Hans Christian Schmidt (V), Anni Matthiesen (V), Jesper Petersen (S), Henrik Dahl (LA), Rune Christiansen (B), Torben Christoffersen (Klaus Riskær Pedersen), Torbjørn Fristed (DF) samt EU-kandidaterne Asger Christensen (V), Christel Schaldemose (S) og Mette Bock (LA).

Først vil der være en EU-debat med ordstyrer Jacob Lund-Larsen, chefredaktør på Effektivt Landbrug og derefter en folketingsdebat, hvor formand for SLF, Christian Lund, vil styre slagets gang.

Debatterne finder sted fredag 24. maj kl. 13.30-14.30 hos SLF på stand E4.